SKUBBET NED AF TRAPPEN PÅ STX

Ikke lang tid efter juleferien valgte min gymnasielærer at kontakte mine forældre. Han havde aldrig set noget ligende den måde, jeg blev behandlet på. Det var ikke kun folk, der kendte mig. Jeg blev fravalgt, ignoreret og udelukket endnu en gang i en omgangskreds med voksne mennesker. Der var ingen interesse fra min side om at blande lærerne ind i det, men de opdagede selv, at noget var helt galt. 

Mit første år på Gymnasiet gik godt. Da vores klasser på Gymnasiet skulle splittes efter det første halve år gik det galt. Heldigvis havde jeg en god veninde i klassen, men hun blev hurtigt valgt fra det sociale også. Jeg er rigtig ked af, at vi mistede kontakten. Hun skiftede skole. For mig var det okay, at jeg ikke havde en masse venner i klassen. Jeg var vant til at blive fravalgt, jeg ville bare gerne gøre skolen færdig. Men en ting er at blive fravalgt, folk behandlede mig ikke ordenligt. Man kan ikke koncentrere sig om en uddannelse, hvis man skal gå under dårlige sociale forhold.

Det kom ikke som et chok for mig, det blev værre og værre at møde op på skolen. Lærerne og rektoren kunne se, hvad der skete, det var tydeligt. Jeg gik til samtaler med min mor på kontoret i foråret for at finde en løsning. Det var mig selv, som ikke ønskede, at der skulle handles synligt. “Vi burde havde en professionel tilknyttet til Gymnasiet, der kunne lære dem at opføre sig ordenligt, en slags støtte pædagog til de andre?” foreslog en af mine daværende lærere, det turde jeg ikke.

Lige inden sommerferien, valgte lærerne at råde mig til at flytte. Det var langt nemmere for dem end at få styr på mobberne. De dominerende piger fik lov til at sende mig ud af Gymnasiet.

Mit budskab her er alvoren i, at man ikke kan få lov at tage sin uddannelse. Jeg fik min uddannelse på HF, som blev en god tid. Det er alligevel er skræmmende, at man skal opgive sin uddannelse pga chikane. Vi er jo ikke længere børn, når vi går på en ungdomsuddannelse. Det er skræmmende, fordi det er voksne mennesker, som ikke har lært at behandle andre ordenligt. Hvad nytter det at få offeret til at flytte, man risikerer, at der bliver fundet en ny syndebuk. Noget jeg ved er da, at det ikke er at bekæmpe mobning at sende offeret væk og glemme, hvad der er sket. Dette vidner om, at vi har et samfund, hvor det handler om, at det faglige er vigtigere en trivslen. Sådan er virkeligheden bare ikke, man kan ikke blive dygtig fagligt, hvis man ikke har det godt i sine omgivelser.