Mit uperfekte jeg

Jeg er så træt af alle de perfekte billeder folk lægger på nettet. Vi sørger for billeder fra vores bedste sider, og så skaber man det her “Perfekte jeg”, som man ikke kan opnå. Vi er jo alle perfekte på vores måde, hvem har bestemt, hvad der skal være perfekt? Man burde bare se på sig selv og være glad for den, man er. Det er bare svært, og jeg kender det fra mig selv. Så her er jeg; lidt for tynd, modermærker, ar og jeg træner på ingen måde. Sådan er jeg, og det er jeg faktisk tilfreds med. Det vigtigste er, at man er sund og rask.

Som jeg tidligere har nævnt, er jeg opereret i hofterne 4 gange. Der var en, der spurgte mig, om jeg ikke bare kunne blive tatoveret henover mine ar. Selv havde jeg slet ikke overvejet tanken. Jeg havde så ondt før operationerne, så et ar var ingenting, hvis smerterne forsvandt. Jeg mærker ikke til mine ar, de er der bare. Faktisk er jeg helt ligeglad med dem, og jeg gør intet for at skjule dem. Egentlig synes jeg ikke det virker som om, at folk kigger specielt på dem heller. Engang imellem får jeg et spørgsmål eller to, men det er vel lige meget? Der kunne jo lige så godt, være nogle som spurgte, om jeg havde fået lavet hår. Mine ar vidner om dengang, jeg blev smertefri. Arene er en del af min krop nu, og den vil jeg være glad for.

Jeg har ar på begge sider, og jeg viser dem gerne frem. Ovenover er der lidt lyse striber, som ikke ses på billedet. Det er noget, jeg nok aldrig kommer af med. Det er blevet kønnere, men det forsvinder aldrig. Man får ar gennem livet både på sjæl og krop. Det giver livserfaring og personlighed, når man har været igennem nogle ting.