Da jeg lavede en spørgerunde, kom der et spørgsmål, jeg godt kunne tænke mig at uddybe. “Er det glemt, det var dig der var mobbeoffer?” Jeg føler mig ikke som et offer, jeg føler mig stærk og som en voksen kvinde nu. Faktisk føler jeg mig lidt ældre mentalt, efter det jeg har gennemgået. Jeg er et nyt sted i mit liv, hvor jeg føler, mobningen er fortid. Og så alligevel, det er langt fra glemt for andre. Jeg møder tit barnlige sure blikke fra både forældre og børn( nu voksne), men jeg er ligeglad. Det er svært ikke at ligge mærke til det, når man bor i sådan en lille by, men det er ikke noget, der gør mig noget...

Det bekymrer mig meget, at forældre støtter inddirekte op om mobning i folkeskolen. Der er rigtig mange der gør det, fordi deres egne børn har det godt. Det nytter ikke noget at ignorere mobning selvom, ens eget barn ikke er indblandet i det. Det nytter samtidighed heller ikke noget, man træder på andres børn for at få sine egne frem i lyset. Jeg har oplevet at forældre faktisk gør deres egne børn til mobbere. Og det er rigtigt, det sker faktisk. Forældre kan også være misundelige, fravælge de usmarte og alt det, som de burde være for gamle til. Nogle forældre er ligesom børn, og så er det ikke længere muligt for skolen at gøre noget alene. Forskellen på forældrene...

11. Oktober 2016 Christine Levin (optimeret) Jeg har valgt at dele noget fra et ældre indlæg, da jeg ved flere Gymnasier har fald i antal ansøgere. Ikke lang tid efter juleferien valgte min gymnasielærer at kontakte mine forældre. Han havde aldrig set noget ligende den måde, jeg blev behandlet på. Det var ikke kun folk, der kendte mig. Jeg blev fravalgt, ignoreret og udelukket endnu en gang i en omgangskreds med voksne mennesker. Der var ingen interesse fra min side om at blande lærerne ind i det, men de opdagede selv, at noget var helt galt.  Mit første år på Gymnasiet gik godt. Da vores klasser på Gymnasiet skulle splittes efter det første halve år gik det galt. Heldigvis havde jeg en god veninde i...

Det er ikke altid nemt at være pige, især ikke i ens teenageår. Jeg er langt om længe nået et punkt, hvor jeg faktisk er tilfreds med min krop og mit udseende. Det har taget længe at komme hertil for mig. Det kommer nok også af at jeg er blevet mobbet med mit udseende. For mig er det i dag en kæmpe frihed og fornøjelse at kunne tage på stranden og klæde mig på. Nu bekymrer jeg mig nemlig ikke om, hvad andre mennesker synes. Jeg er faktisk ret ligeglad, når jeg bare selv er tilfreds. Som pige kan det være en stor udfordring at gå i bad med de andre piger, prøve tøj med andre eller tage en tur...

Efter en del overvejelser, har jeg besluttet mig for at dele min bog på bloggen. Jeg vil dele et lille stykke ad gangen med en dags mellemrum. Bogen omhandler det forhåbentligt værste kapitel i mit liv, som nu er afsluttet. Til jer som måske ikke har læst med, omhandler den blandt andet; min mobbeperiode, anoreksien som følge og mine dårlige hofter. Den giver et indblik fra mine første teenageår til, at jeg kommer i Gymnasiet. Der er også en del omkring min familie og venner. En stor del af min bog er dagbogsindlæg, da jeg har skrevet dagbog indtil, jeg startede på min HF. Jeg har brugt min bog en del på bloggen, derfor vil man måske kunne genkende noget...