Hun skulle bare overleve

Denne gang vil jeg lige lave et lille sidespring fra min egen historie. Dog er den stadig lidt med, da dette indlæg fortæller, hvordan jeg pludselig fik et ekstra skub i den rigtige retning, da jeg blev tvunget til at sætte mine egne behov til side. Pludselig ville jeg gøre alt f0r min nye bedste ven. Jeg elskede hende, og det gør jeg stadig. Mit job blev at holde hende i live og give hende det bedste.  Måske vil folk sige, at jeg er skør, men man kan i den grad elske et dyr, hun blev min baby.

Det var ikke meningen, at jeg skulle have hund. Jeg skulle blot ud at se på en bomuldshund med min far, så han kunne se, hvad det var. Det skulle være min hund alene, hvis det blev til noget senere hen. Vi kom ud til en lille lejlighed i Odense, hvor Putte og hendes bror løb rundt om os. Min far var solgt, og han gav mig lov til at vælge en af hvalpene. Det blev Putte, da hun havde min opmærksomhed fra starten. Hun var meget lille i forhold til sin bror, hun skulle på det tidspunkt være 3,5 måneder.  Jeg var ikke forberedt på en lille hvalp, så vi måtte skynde os ud at handle og tilbage og hente hvalpen. Det undrede mig meget, at parret ikke kunne hjælpe os med at give hende sele på, når de påstod, de lige havde gået tur. Det endte med, at jeg bare tog hende i mine arme, hun puttede sit tæt ind i min jakke. Da vi havde fået Putte i armene virkede mit bankkonto ikke, og jeg kunne ikke overføre pengene. Parret var meget opsat på at få deres penge, og de kørte med ud til en automat med deres sorte kamp hund, som først kom frem der.

De havde skjult godt, at Putte blev solgt ulovligt og var fra Kosovo. Min far så det ikke før, vi skulle betale, selvom han har været i politiet i mange år. Passet var godt nok med fødselsdagsdato, men det passer nok ikke. En lille hvalp på 1,2 kilo, kunne ikke være 3,5 måneder, heller ikke som udhungret. Hun var skøn at få med hjem, men det varede ikke længe før, at hun blev indlagt. Jeg havde brugt alt min tid sammen med hende indtil da. Jeg var knust, da hun blev indlagt, mens jeg var i skole. På dette tidspunkt havde jeg allerede lagt alt på hylden i forhold til mig selv. Der var ikke længere tid til fokusere på min spiseforstyrrelse eller mine nedture. Den lille hund gjorde allerede så meget for mit humør efter den første dag. Jeg havde haft det meget skidt med at sove alene efter alle den tid, hvor jeg lå angst for at dø om natten på grund af min lave vægt. Pludselig var det ikke et problem at sove, Putte var det vigtigste, det var mig, som skulle beskytte hende.

Da vi endelig fik hende hjem igen, var jeg lykkelig. Det var meget tæt på, at jeg allerede havde mistet hende. Hun var meget skrøbelig, og jeg brugte alt min tid sammen med hende. Hun kunne ikke tåle bakterier, og alt skulle være meget rent, og hun boede kun i mit værelse i kælderen. Jeg var hos hende hele tiden, jeg spiste også gerne nede hos hende. Desværre valgte Dyrelægerringen i Faaborg at vaccinere Putte, selvom hun ikke var helt på toppen. Det fik mange konsekvenser.

Denne gang startede det med, at hun kastede op hele aftenen. Det endte med, at vi tog bilen til Glamsbjerg om natten. Min kæreste passede min lillebror imens, det var rigtig godt, at han var her, især da jeg kom tilbage uden Putte. Hun blev indlagt efter den lange køretur. Vi afleverede en meget syg hun med opkast over det hele. Alt det hun havde taget på, det var nu væk. Og hvis de havde valgt at vaccinere hende som rask, var det her aldrig sket. Hun overlevede anden gang, og i dag er hun en sund og rask hund.

Jeg er så glad for, at jeg redede hende, men hun skulle ikke havde lidt så meget. Dyrelægeringen i Faaborg lovede mig, at hun ikke skulle lide igennem behandlingen. Den ene dag stak de hende 12 gange i ryggen. De holdt hende i live, måske også for pengenes skyld. Beløbet for dyrelægregningen, ønsker jeg ikke at opgive. Men jeg som studerende kan ikke engang betale den over år. Min mor hjælper mig heldigvis. Det jeg simpelthen ikke kan forstå er, at jeg skal betale for, at de sætter min hund i livsfare. I Dyrelægringens brocurre står, at man aldrig må vaccinere en syg hund. Efter hun er blevet rask, fik jeg en anden dyrelæge til at vurdere etikken i det her. Han vaccinerede næsten Putte gratis igen, da hun havde været så syg, at de første vacciner selvfølgelig ingen virkning havde. Han mente, at vi var blevet behandlet dybt uretfærdigt.

Sidste gang,  jeg brokkede mig hos dyrelægeringen, spurgte jeg, hvad man som studerende skulle gøre ved sin syge bedste ven. Jeg ville have svar på hvorfor, de ikke gav mig indblik i forløbet. Deres svar til mig var “Du kunne bare have aflivet hende”… Hvorfor studerer man så lang tid for at blive dyrelæge, hvis man ikke er interesseret i dyret? PENGE!