Første skridt mod målet

Den dag hvor jeg fik madplanen husker jeg. Det var en kæmpe byrde der blev lettet, da jeg kunne læse mig til, hvor meget jeg skulle have at spise. Jeg skulle ikke selv tænke mig om. Det var  også som om, at en eller anden gav mig lov til at spise igen.  Problemerne i skolen var der stadig, men jeg havde noget at glæde mig over. Jeg kunne også glæde mig over, at jeg nu kunne komme mig, og det havde mobberne godt af.

De skulle ikke vinde over mig. Jeg fik lyst til at kæmpe videre.  Jeg nød virkelig måltiderne, jeg havde levet som en, der var i hungersnød. Med det samme fik jeg en masse energi, og jeg kunne meget mere. Min fritid gik ikke bare med at sidde eller ligge i sengen mere, jeg kunne være oppe. Jeg er sikker på, at jeg hverken havde kommet på dance camp eller ferie den sommer, hvis jeg ikke var begyndt at spise. Fra denne dag tog jeg det første skridt i retningen mod at blive rask. Kampen var langt fra slut, men jeg var reddet på målstregen, og var på vej i den rigtige retning. Mine forældre var lettede over, at det ikke var svært, at få mig til at spise. På sygehuset var de overasket over, at jeg fulgte planen uden problemer fra dag et.

17/6 ? 2013

Kære dagbog

Jeg bliver friskere og kan danse hver dag nu uden problemer. Mine karakterer er gode, vi har haft eksamens prøver. Jeg synes det er hårdt herhjemme stadig og i skolen. Fars sygdom påvirker mig og jeg savner mine veninder, som var der for mig. Jeg ville ønske, at jeg havde en veninde hos mig, som kendte mig og kunne tage om mig. Mor siger at jeg ser bedre ud, og jeg næsten ikke har kunne stå på benene.

Fortsættes…