Udstødt af tøserne

Vores ferie fik mit humør op indtil, at jeg modtog billederne af beskederne. Vi havde det godt, jeg havde fået det bedre og var begyndt at tage på, så vi var ekstra glade. Vi udnyttede ferien hvor vi endelig kunne slappe af sammen alle fire. Jeg ville ønske, at jeg kunne blive, jeg ville virkelig ikke hjem til Faaborg og alle problemerne. Jeg havde det bare rigtig godt i min families selvskab. Der var ingen bekymringer, vi skulle bare nyde vejret og landet, vi befandt os i. Det var dog grænseoverskridende, at jeg for første gang siden, at jeg fik madplanen ikke kunne veje maden af. Til min store overraskelse kunne jeg sagtens klare det. Det gjorde mig meget stolt og ekstra glad. Jeg kunne se, at mine forældre virkelig var glade for, at jeg havde det bedre og nød ferien.

Da jeg modtog billeder af beskederne fra Facebook, ramte det mig rigtig hårdt. Fra den dag af blev det kun værre med mobningen. Nu mistede jeg fuldstændig kontakten med pigerne på den positive måde. Det var også nu, at det virkelig gik op for mig, at jeg var udstødt, og folk faktisk havde et had til mig. Jeg var helt fortvivlet, jeg havde intet gjort nogle af de mennesker. Tværtimod havde jeg altid været der for dem, som havde været mine veninder. Min første tanke, da jeg modtog beskederne var ?Jeg ville ønske, at jeg havde gjort noget, så kunne jeg sige undskyld, og så alt kunne blive godt igen?. Pigerne følte sig af gode grunde truffen, da jeg havde set deres beskeder, det skulle gå ud over mig.  De ville ikke indrømme, at de havde gjort noget galt. Jeg husker nogle af beskederne:

?Hun kan ikke være med til alt.?

?Hvor er jeg træt af den so!?

?Kælling!?

?Fuck hvor er hun latterlig!?

?Vi tager en snak med hende!?