Man skal selv finde styrken

Vi nærmer os snart julen. Det vil sige den tid på året, hvor jeg fandt en smule glæde i mine triste år. Midt i sygdom og ensomhed, der gav juletiden mig en smule lys og glæde. Vi sidder med vores elektronik og moderne hverdag. Men når man kommer ud for nogle ting eller bliver syg, er der noget andet, der tæller. Jeg sad midt i min sygdom og sorg, og pludselig var der noget andet, som var vigtigt for mig.

Glæden ved at give og samles om noget med familien blev stort for mig. At sidde i den mørke tid med varmt at drikke og julekalender var vigtigt. Jeg følte varmen og trygheden. Kirken blev også vigtig, for her kunne jeg få følelsen af håb og en smule tro. Det lyder skørt, men den varme julestemning hjalp mig. Og det kan godt være, at det ikke kunne redde mig. Men med håb kommer mod og styrke, og det fik jeg. Den lille portion energi gjorde, at jeg fik lidt humør. Og det behøver ikke være juletiden, som hiver en op. Men det kan være en vej fremad at tro og håbe.

Jeg er blevet mobbet gennem mange år af min skolegang. Jeg endte med at udvikle anoreksi, fordi jeg ikke kunne klare mere. Jeg mistede livslysten. I dag har jeg kæmpet mig tilbage til en ufarlig vægt og går på HF. Jeg har fået nye venner, men oplevelserne sidder stadig i mig. Jeg blogger for at dele mine erfaringer med henblik på, at andre kan bruge dem til noget. Her ses min lille veninde, hun blev min, da jeg følte mig rask nok. Eksempelvis gav hun mig evnen til at tilsidesætte min sygdom og finde glæden igen.

I dag sidder jeg og skriver i Aarup, hvor jeg er på kræmmermarked med min mormor og morfar. Jeg er på vej i julestemning endnu engang, og jeg har det faktisk godt i år. Jeg kan glæde mig til at se min kæreste, og jeg har det ikke så skidt med, at weekenden slutter mandag. Jeg har haft mine indre kampe med Engelsk i denne uge. Jeg har misset meget, imens jeg blev mobbet og opereret i 8-9 klasse. Mine karakterer er faktisk super, men så kommer engelsk og ødelægger alt.Men sådan noget må man jo tage med. Jeg forsøger at fokusere på det, som jeg kan. Men jeg bliver stadig lidt stresset af hverdagen. Jeg glæder mig til at komme væk fra skolebænken nu. Men først skal mine operationer overstås, og den første nærmer sig hastigt. Jeg er ikke så frisk på det, fordi jeg ved, at der kommer indre kampe. Muligheden for at træne og røre sig forsvinder, og det gør mig nervøs. Jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg vil reagere. Men jeg har før været stærk, så hvorfor skulle jeg ikke kunne være det igen?

Jeg er sikker på, at jeg har mere styrke, end jeg havde sidst. Mine mobbere og de medvirkende forældre, de kunne ikke få mig ned med nakken. De kunne heller ikke lukke munden på mig. Så burde jeg også kunne klare mig selv, og overtage det sidste af styringen. Jeg kan ikke bestemme, hvordan andre mennesker agerer, men jeg kan bestemme over mig selv.

Julen 2013, da jeg var meget syg og undervægtig.