Venindegruppe eller mobbegruppe?

Dette indlæg beskriver, hvad rygter kan gøre. Jeg tog op på min skole for at snakke om skoleskift. Jeg var alvorlig syg, og jeg kunne ikke længere klare mobningen. Mig og mine forældre var på skolen for at snakke om skoleskift. Jeg nævnte aldrig navne, jeg var bange. Men mødet blev opfattet forkert. Et forældrepar valgte at give sig til kende, de troede, vi havde snakket om deres børn. Den gang vidste jeg slet ikke, at de var indblandet.

Sommerferien var endt i et tilbagefald. Jeg var startet  hos en diætist, men da jeg blev bagtalt på nettet af bedste venner, blev jeg så ked af det. Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde fået det at vide. Hvorfor var det nødvendigt at fortælle mig det?

“Ja det er jo kun for os piger, som er friske, når der sker noget!”

“For at være med i gruppen skal man jo snakke med pigerne og være mere social”.

Men hvordan får man chancen for at blive social, hvis man er udelukket? Jeg ønskede aldrig at gå alene. Da jeg nåede til de mange fester i sommeren, blev jeg ikke inviteret. Tilsidst var jeg for syg til at kunne holde mig oppe og deltage. Og jeg var syg pga mobningen.

17/8 ? 2013

Kære dagbog

Allerede i mandags som var første skoledag, skulle vi op og snakke med min klasselærer. Jeg har ikke været i skole siden, jeg stoppede før sommerferien før de andre. Da vi kom kl.12, var de andre endnu ikke taget hjem. Det var virkelig ubehageligt at træde ind i bygningen, og alle nedstirrede os, men ingen sagde hej ud over Sebastian. Da min klasselærer Charlotte kom, skulle vi heldigvis ind på kontoret. Vi snakkede frem og tilbage om situationen. Charlotte ville prøve at hjælpe mig med at komme ind i fællesskabet og derved blive på skolen, men jeg så ingen anden udvej end at flytte. Vi tog hjem efter at have kommet frem til, at jeg skulle flytte skole. 

Og ja jeg har nævnt det før, men det kan ikke beskrives hvor dårlig jeg var, da jeg mødte på skolen den dag. For det første var jeg død syg af anoreksi. Jeg kæmpede mig derop, og jeg blev så dårlig. Alle de blikke, mig og mine forældre fik. Min mor har flere gange beskrevet oplevelsen til journalisterne. Hun beskriver min adfærd, da jeg kom ind ad døren. Jeg var fyldt med frygt, og hun kunne ikke kende mig. Jeg ønskede mig langt væk, og jeg gik bare igennem lokalet. Jeg havde mest af alt lyst til at løbe væk. Mine forældre var lige så meget i panik som mig, da min lærer ikke bare stod der. Alle gloede og der var ingen, som henvendte sig til os, selvom der havde været en lang sommerferie. Da vi endelig kom hjem, så gik det for alvor løs.

Her ses uddrag af de første mails vi modtog fra vrede forældre. De havde tilsynladende overvåget mig mere, end jeg havde drømt om.

Meget af grunden var jo nok at christine lukkede af for mange da hende og ivan blev kærester. og det er jo teenage børn vi har med at gøre de tænker kun sig selv ikke meget ud over det. 

…undrede mig over på stranden at christine kom oppe fra skoven og gik i vandet, hun lå sammen med oliver og Thor, mikkel og Patrick og nogle andre jeg ikke kender. Der skal man jo også tænke på hvilke signaler christine sender, at være sammen med en gruppe som slet ikke har nogen kontakt med hendes “egen”

Samtalen endte som sagt aldrig ud i noget godt. Kemien mellem forældrene fungerede ikke, det ramte mig. Kort tid efter den sidste besked var løgne og rygter om mig og min familie i byen ikke unaturligt. Der var intet at gøre, men i dag har jeg kræfter til at fortælle, hvad der skete.

Indlægget er især tilegnet nye læsere. Jeg ved at de mangler en del af min historie.

For at undgå endnu et angreb, vil jeg forsvare mit valg af navne på bloggen. Menneskerne, som er nævnt ved navn, har gjort mig en tjeneste. Det er nogle af de personer, som valgte at forblive ved min side.