Det hjælper ikke en skid!

Mobning udspringer på arbejdet og i voksenlivet, og her kommer vi til et punkt, hvor det bliver svært at stoppe. Hvis vi som barn får en opvækst i gode rammer hos gode forældre og trygge sociale grupper, er der mindre risiko for mobning. Folkeskolen vil gerne være et sted, hvor børn trives og lærer en masse. Vi skal være dygtigere end nogensinde. Vi slår skolerne sammen, gør dagene længere, sætter støttepædagoger på. Der laves kageordning og klasser fester arrangeres. Der er bare lige det, at det hele ikke hjælper en skid. Det nytter ikke noget at pynte på noget, som i virkeligheden bare er noget fucking lort. Og undskyld mit sprog, men sådan er det. Som barn lærer du ikke noget, hvis du ikke trives socialt. Og hvis du aldrig lærer at behandle andre ordenligt får det konsekvenser for både dig og andre, ligesom det har konskvenser for et mobbeoffer.

Forældrene er dem, som har den største chance for at lære deres børn at handle ordenligt. De kan gøre en kæmpe forskel for deres egne og andre. Forældre former deres børn, de har ansvaret for dem og deres opdragelse.

Børns vilkår skriver:

Sådan bør det være, men sådan er det desværre langt fra i dag: I gennemsnit bliver to børn i hver eneste skoleklasse i Danmark mobbet. Det er alt for mange. Især i betragtning af, at mobning fører til ensomhed, selvskade og selvmordstanker.

Men mobning har ikke kun store konsekvenser for de børn, som bliver mobbet. Mobning ødelægger trivslen for hele klassen. Og det betyder dårligere indlæring for alle.

https://bornsvilkar.dk/fokus/mobning/devoksnesansvar/devoksnesansvar

Linket er til kampangen #devoksnesansvar og underbygger mine påstande.

Hvis man ikke lærer som barn at behandle andre ordenligt, så gør man det måske aldrig. Fordi en “Jeg identitet” dannes især i barndommen via indtryk. Og de første indtryk vi får kommer hjemmefra. Vi lærer en masse i institutioner, men det derhjemme fra, er det der danner vores personlighed allermest. Det nytter simpelthen ikke noget, at forældrene skider på alle andre, fordi deres barn trives. Og hvis lærene har mistanke om, at forældre ikke samarbejder, skal de have fat på dem. Fordi det nytter ikke noget at forsøge at opdrage på andres børn, hvis forældrene er ligeglade. Fordi det er de voksnes ansvar, at sørge for at børn handler ordenligt i livet. Det nytter ikke noget, at man udelukkende beskæftiger sig med at ens egne har det godt. Alle skal have det godt, og selvom ens egne er populære, betyder det ikke, at de er perfekte. Så der er faktisk noget at arbejde med, lige meget om ens barn er populær eller mobbeoffer.

Hvis du som 18 eller 30  årig ikke behandler andre ordenligt, så er det tit de voksne, som har fejlet. Mobning er hammer alvorligt, og det kan føre til selvskade. Jeg sidder ikke bare og fyrer en masse af. Linket jeg har lagt fra Børns Vilkår er værd at undersøge, fordi det understreger mine påstande i dette indlæg. Jeg er ikke forældre, men jeg har selv oplevet hvor meget magt, man har som forældre. Hvis forældrene til mine mobbere ville have hjulpet mig, så var jeg nok ikke endt i selvskade og flyttet skole to gange. Mobningen startede for mig som en almindelig pigefnidder konflikt i 8.klasse. Vi var stadig børn, og det var her de voksne skulle gribe ind. Der var bare ingen, som havde lyst til at hjælpe mig. Forældrene til de populære, var ligeglade med andres børn, og mange andre var bange for deres egne børns plads. Men på den her måde, kan man ikke bekæmpe mobning.  Og i sidste ende hjælper man ikke sit barn ved ikke at lære dem, at behandle andre godt. For det nytter ikke at være populær i folkeskolen, hvis ens måde at komme igennem livet på bliver ved at undertrykke andre. Man kan ikke have det godt med, at påføre andre så meget skade.