At være tynd er ikke lykken

Endnu engang havde jeg en tid på sygehuset i går Jeg må indrømme, at jeg føler, at jeg tit ikke får en skid ud af samtalerne på Ernæringsklinikken i Odense. For det første ville de diskutere med mig i går, om at jeg hellere skulle drikke vand end Pepsi Max. Det havde intet med spiseforstyrrelser at gøre, de syntes bare, at det var usundt. Jeg kan ikke forstå, at de vil blande sig i det, det er ikke dét, jeg kommer for. Så skulle jeg endnu engang vejes, trods jeg holder min vægt. Det er lige meget hvor mange gange, at jeg siger det. De fatter ikke, at jeg er nået så langt, at jeg ikke vil tabe mig. Det er simpelthen til grin, at jeg skal stille mig derop, og at de snakker til en stort set rask pige, som om hun er helt vildt ustabil. Jeg tror ikke, at de har læst min journal og set, hvor jeg er. Men som altid, kommer jeg senere ind til en læge, som sammen med mig ryster på hovedet. Det er rart, så ved jeg, at jeg ikke er helt galt på den.

Billedet er fra min konfirmation, sommeren før mit helvede startede. Jeg er blevet udsat for mobning gennem mange år. Jeg endte på en livstruende vægt, fordi jeg udviklede anoreksi. Jeg mistede de fleste af mine veninder, på grund af, at folk fulgte flokken. Jeg blev udelukket og mistede lysten til livet. I dag går jeg på HF og blogger for at hjælpe andre med mine egne erfaringer. Bloggen handler om mine oplevelser og nuværende hverdag. Følg med i min vej tilbage til livet. 

For første gang siden 2012, havde jeg et smil på læben, da jeg kom ind. Jeg kunne sige for første gang, at jeg var glad og havde det godt.. Selvom jeg stadig kan have hårde dage, var det virkelig at føle sig rask at kunne sige “Jeg har det godt, det går fint”. Så sejren kommer altså ikke, når man engang har glemt tankerne om at blive for tyk, de kommer, når man igen kan have drømme og er glad. For hvor har jeg grædt næsten efter hvert besøg og gået inden, at sygeplejersken fik snakket færdigt. Sådan var det ikke i går. Jeg husker tydeligt, da jeg var på min laveste vægt, og jeg endte på sygehuset. Lægen kaldte mig ind, min mor tog min hånd, og vi fulgte med. Vægten var under 35 kg og jeg frøs. Jeg kunne ikke tænke, jeg gik i vildelse og var fyldt med frygt. Den gang havde jeg intet håb, og jeg ønskede ikke, at de skulle redde mig. Jeg er så taknemmelig for, at min mor tvang mig på sygehuset og tog kampen op med mig.

I går kom jeg hjem og grinte til min mor. Jeg havde slet ikke brug for den sygeplejerske, jeg var hos. Og jeg er ligeglad med, at jeg kan føle mig tyk på en dårlig dag, i bund og grund, er jeg blevet tilfreds med min krop. Og det bedste er, at jeg er lykkelig samtidig med. Fordi man får ikke lykken, når man er sygeligt undervægtig, den kommer først, når kroppen har kræfter igen.