Afsløring af en mobber

Tit forveksler man en mobber med en, som selv har det dårligt eller har et dårligt selvbillede. Men sådan har jeg ikke oplevet det. Dem der mobbede mig havde en masse selvtillid, og de var jo ikke grimme. Jeg ville nok selv synes, at de ikke var for kønne, fordi jeg ikke kan lide dem. Men folk, som møder dem ville ikke tænke “Fuck hun er grim hende der!”. Jeg har læst lidt om Dan Olweus, som har forsket i mobning. Han har fundet frem til, at mobbere er mindre usikre på sig selv end gennemsnittet. At have lyst til at behandle andre skidt kommer for det meste fra forældrene. Men selvom at mobberen har en masse bag sig, har vedkommende et problem med at være social. De har misforstået meningen med at være sammen med andre mennesker.  Hvis man er positivt indstillet i forhold til vold og udelukkelse, er der sket en fejl i opdragelsen. I værste tilfælde, kan det være grundet voldlige forældre.

En mobber er altså ikke altid en svag person. For det meste, er det en person, der er fysisk stærk eller agressiv. Tit mangler de en form for indlevelse eller medfølelse. De har altså svært ved at sætte sig ind i andres situation, de ved ikke, hvad de gør. Det kan jo være en slags sygdom ligesom så meget andet at være mobber. Men selvom en mobber ikke er svag og usikker, kan personen have haft det værre hjemme. Måske har han/hun haft forældre, som ville styre hvordan, at deres personlighed skulle blive?

Igen har Dan Olweus gået tættere på mobberne og kommet frem til, at de har en større chance for at blive kriminelle senere i livet. Dette er primært fordi, at de har haft for meget frihed og selvbestemmelse i opdragelsen. Der er flere ting, som kan spille ind, når der skabes et opfarende eller aggressivt barn. Det værste er, at den dårlige adfærd fortsætter ud i voksenlivet.

1. Hvis man vælger ikke at involvere sit barn i sociale fælleskaber, hvor der er lighed mellem børnene.
2. Problemer med situationsfornemmelse, og dermed måden at indgå i sociale fællesskaber.
3. En dårlig impulskontrol. Det vil sige, at man ikke kan mærke, hvornår det eksempelvis er ens tur til at snakke/ sige sin mening.
4. Opdragelsesmetoder derhjemme fra, hvor der har indgået trusler eller vold.
5. Ingen involvering af andre mennesker. Det kan føre til, at man ikke har evnen til indlevelse.
6. Agressiv adfærd, som har været acceptabelt i hjemmet.

Så det er dét, som vi kan kalde for en mobber, en magtafhængig person, som ikke har evnen til indlevelse, begå sig socialt og mangler situationsfornemmelse. I virkeligheden er det ikke offeret, der er noget galt med, det er mobberen.

De manglende evner kan give store problemer i skolen både fagligt og socialt. Det er vigtigt, at man får en mobber på rette spor inden, at tanken om magt og dominans tager overhånd. En mobber kan komme ud på et sidespor, hvor det kan være svært at ændre på deres adfærd. En mobber kan blive så dominant, at han eller hun har magten til at lave et sæt regler for sine undersåtter og omgangskreds. Hvis disse regler brydes, får de konsekvenser for den enkelte, som bryder dem. Jeg forsvarede engang selv folk, inden jeg blev mobbeoffer. Jeg er sikker på, at det også spillede end, da jeg blev udelukket. Men jeg havde jo lært derhjemme fra, at man skulle være god mod andre. Mobning kan være et redskab til at få folk til at rette sig efter én. Mobning kan altså kaldes for en slags straf. Dette fører også til, at det er svært at bryde rollen som medløber. Det vil få alvorlige konsekvenser.

Hvis man ser tilbage på mine sidste linjer, kan vi se at, mobning ligner en slags form for bandekultur. Så mobning drejer imod en kriminel kultur, hvor folk udøver kriminalitet på bekostning af andres velværd.

Mit indlæg er udarbejdet på baggrund af Dan Olweus undersøgelser omkring mobning.