Den usynlige lidelse

You do not need a reason to help people

Det kan være svært at få sagt, at man bliver mobbet. For det første, er det ikke sejt at være offer, men det er ikke kun derfor, at man tier. Mange børn og unge frygter nemlig, at det vil gøre mobningen værre med forældre og lærers indblanding. Og det er ikke helt forkert, fordi hvis man sladrer, så kan det give problemer. Det er ikke sikkert, at mobberne synes, at de bør lytte til deres lærer, og hvis forældrene ikke involverer sig i deres egnes opførsel, så har man et problem.

Jeg er blevet mobbet gennem mange år af min skolegang. Jeg endte med at få anoreksi og var på en livstruende vægt. Jeg mistede næsten alle mine venner og kammerater. Derudover mistede jeg mig selv og livsglæden. I dag skriver jeg om mine erfaringer, og jeg håber det kan hjælpe andre. Følg mig i vejen tilbage til livet.

Da jeg blev mobbet frygtede jeg selv, at det ville gøre mobningen værre med de voksnes indblanding. Jeg ville ikke fortælle hverken mine forældre eller lærere, hvem der var efter mig. Det eneste tidspunkt, hvor min lærer var indblandet var  i starten. Hun forsøgte at få mine to bedste veninder til at hjælpe. Det blev intet bedre af, men det var hendes beslutning, at hun ville snakke med dem. Og jeg er sikker på, at det ville have gjort alt meget værre, at jeg havde nævnt navne. Men det blev jo alt i alt slemt alligevel, da mine forældre trådte med mig op på skolen for at flytte mig. Pludselig havde vi vrede forældre på nakken. Mine forældre ville flytte deres syge datter, det var nok til at det hele sprang i luften. Ingen navne var nævnt, og vi snakkede dårligt nok med menneskerne. Det endte ud i, at det ikke kun var børn men også voksne, der var efter mig.

På grund af de vrede forældre, endte det med, at det både var os piger og forældre, som var i en konflikt. Og hvad hjalp det mig? Det hjalp mig intet. Ikke engang et skoleskift kunne få mig til at være i fred. Fordi nu var de voksne med, og der blev snakket. Det gik udover mig, at de svinede mine forældre til. Og det gik endnu mere udover mig, da de sendte rygter rundt i byen. Nu var det ikke kun mig, der var noget galt med, det var også mine forældre. Og diskutioner var der ikke tid til, jeg skulle væk inden, at jeg forsvandt helt med min lave vægt. Folk ville ikke lade mig blive rask i fred, selvom mine forældre bad håbløst om det.

Og her har vi så et kæmpe dilemma. Fordi hvad skal man så gøre? Mobning kan ikke stoppes i stilhed, men det kan blive endnu værre, hvis man siger det højt. Altså sidder man fast i en rigtig dårlig situation som offer og forældre til offer. Det eneste jeg kan sige med sikkerhed er, at hvis forældre den dag i dag kunne se anderledes på deres børn, så ville vi formindske mobning.Man er nødt til at lære sine børn, at respektere andre, også de mindre smarte og populære. Det skulle være ren dagligdag, at man lærte sine børn, hvad der er forkert, og hvad der er rigtigt. Hvem ved, en mobber kan også ende som offer.