Jeg udstiller mig selv

Jeg får både negative og positive reaktioner på bloggen, netop fordi at jeg skriver om mine oplevelser som mobbeoffer. Og måske er der mange, som føler sig hængt ud. Det er bare utrolig svært at fortælle og give videre af mine oplevelser uden at nævne de ubehagelige episoder. Der er aldrig blevet nævnt et eneste navn på bloggen her andet end mit eget. Og den eneste, som bliver udstillet her, det er mig selv. Det lyder dumt, men det er jo det, som jeg gør. Og jeg var bevidst om det fra start, og jeg fortryder det ikke. Fordi min personlighed var væk, jeg som menneske var væk. Og sådan har det  været i flere år, indtil jeg begyndte at lære den nye mig at kende. Jeg har nu accepteret mig selv som spiseforstyrret, offer, en ensom person osv. Jeg har taget alt det nye, som er kommet til mig ind til livet. Fordi mine oplevelser har formet den person, som jeg er i dag både på godt og ondt. Jeg er ikke perfekt, og jeg bliver det aldrig. En gang var jeg for stor, så var jeg for tynd og nu ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene. Og det er bare de ting, som jeg selv har funderet over i mine teenageår.

Men da jeg starede med at skrive her, vidste jeg ikke, hvad det ville føre til. Men den dag, hvor jeg opdagede mine mange læsere og dermed også de mange, som ikke havde haft det godt, der gik der nogle ting op for mig. Det er nemlig ikke pinligt at stå ved den, som man er, hvis man samtidig kan være noget for andre. Og jeg ville ikke længere ligge under for nogle. Jeg havde brug for at vise, hvem jeg var, i stedet for folk skulle dømme mig på grund af rygter. Selvom det var svært, valgte jeg at fortælle alle mine hemmeligheder. Der er mange af de følelser og episoder, som er beskrevet på bloggen, som min familie ikke  kendte til. For ikke lang tid siden, var jeg flov over mig selv og endnu mere flov over mine svagheder.

Pludselig gik det op for mig, at jeg sad fast. Jeg følte ikke, at jeg kom videre lige meget hvor meget, at jeg kæmpede. Jeg var meget ensom, jeg havde næsten kun familie at læne mig opad. Og så tænkte jeg “Jeg har intet at miste, jeg kan lige så godt stå frem”. Jeg brugte min egen personlig til at forsøge at hjælpe andre, fordi jeg var ligeglad med de følger, jeg kunne få. Det var svært for mig at oprette nye venskaber med mit dårlige ry, og folk trådte stadig på mig. Mit liv føltes meningsløst, men jeg tænkte, jeg måske ikke var alene.

I dag er der meget, som har ændret sig. Jeg har fået en masse støtter i mine læsere og nye venner. Min kæreste og min lille hund løfter i den grad mit humør samt min familie og andre nære. Og jeg er ikke ligeglad med mit liv længere. Nu har jeg bare lært at fortælle om mig selv, men det har ikke været nemt at komme hertil. Og da jeg startede bloggen, troede jeg ikke på, at der var så gode tider på vej. Det er værd at tænke på, at der kan være lys for enden af tunnellen. Jeg tænkte det ikke selv, det troede jeg ikke på. Men prøv nu alligevel at lytte til en, som har  stået med håbløsheden.