Dengang jeg græd
Nogle gange er det okay, at man viser sine følelser. Jeg har altid haft svært ved det, og jeg har ikke lyst til at virke svag. Men jeg vil gerne fortælle jer om, da jeg viste mine følelser.
Første gang jeg viste mine frustrationer til folk var midt i 8.klasse. Der var gået et halvt år med mobning, og jeg var blevet meget syg og undervægtig. Der var en halfest i Korinth, som vi kaldte Fut -fest. Jeg var ikke fuld, fordi jeg havde det ikke godt nok til at tåle alkohol. Jeg fik øjenkontakt med min gamle veninde, som jeg ikke havde snakket med i rigtig lang tid. Og så blev jeg ellers bare ked af det. Jeg ønskede ikke at græde, men jeg kunne ikke lade være. Faktisk tror jeg aldrig, at jeg dengang havde grædt foran andre end mine forældre før. Derfor havde jeg det rigtig dårligt med det, men jeg kunne ikke stoppe igen. Ikke mange dage efter skrev jeg dette digt..
Tomt blik og mistet håb
Stilhed sorg og tåre
På gangen onde blikke mig støder
Når jeg andre møder
Gamle løgne, huk og smæk
Mine tanker og jeg alene
Når dagen ender noget vender
Og jeg kan slippe mine fjender
Tåre holdes tilbage
Ansigt holdes oppe
Det vigtigste er inderst inde
De må aldrig vinde
Jeg græder dog inden i
Kan jeg holde til det her måske
Mor jeg vil håbe
Du mig op igen kan råbe
Hvis jeg en dag falder
Så er jeg jo datter
Jeg bliver her for dig
For du skal ej miste mig
Ingen kommentarer endnu