Tæt på indlæggelse

.Det var hårdt, at de ville høre til mine problemer i skolen. Jeg ville ikke græde, og det var alt for hårdt at sætte ord på svigtet fra mine veninder og mobningen. Jeg havde slet ikke lyst til at snakke om nogle af mine problemer i selvskab med 2 fremmede damer, som bare ville rode i min hjerne. For mig var det deres arbejde, de interesserede sig ikke for mig i virkeligheden men gjorde det for pengenes skyld. Jeg kom til at græde et par gange meget mod min vilje.

Det var virkelig tæt på, at jeg blev indlagt. De havde bestemt sig da jeg kom, men min mor fik dem overbevist om, at hun kunne passe mig. Hun tog et kæmpe ansvar på sig for min skyld. Det havde ikke været nemt for mig at skulle bo på sygehuset i noget tid. Jeg havde det så psykisk dårligt, at min mor vidste, det bedste var, at jeg kunne være hjemme. Min fysiske tilstand var dog så dårlig, at jeg nok havde haft bedst af at blive. Jeg er taknemmelig for, at mor tog mig med hjem alligevel. Det havde været en traumatisk oplevelse, at blive indlagt og tvangsfodret. Jeg var ikke til at nå ind til, men jeg tror alligevel der var noget, der sagde mig, at jeg stod i en farlig situation. Det var lægen, som fik mig til at tænke. Han var sød og fortalte om min situation direkte til mig. Jeg er mere til det kontante. En anden ting, som fik mig til at tænke var, at min mor sad med tårer i øjnene hele tiden. Jeg ville ikke gøre hende ked af det. Hun havde gjort så meget for mig, og jeg ville ikke lade hende miste sit barn.  Jeg levede på kanten af livet, og det sagde de lige ud til mig. Damerne var ikke pædagogiske. Det var den mest ubehagelige hændelse, jeg kom ud for, imens jeg har gået på sygehuset. Jeg glemmer det aldrig.  Min mor og far havde været klar over, at det ikke ville blive en god oplevelse for mig, da jeg blev indkaldt. Min far havde været sikker på, at jeg ikke ville snakket med dem igen, eller i hvert fald hade dem for det. Han havde selv snakke med psykologer før og vidste hvad, jeg gik ind til.

Fortsættes…