Når “Plejer” er død

Vi var så rystede over at Søren ikke ville hjælpe os. Min far tiggede ham nærmest om at forstå, og han ville bare ikke. Vi havde kendt deres familie siden dagplejetiden, og så ville de ikke støtte os. Jeg var så såret, da jeg stod og hørte på deres samtale, at det ikke kan beskrives. Jeg var kommet hos dem og Louise her i så mange år, hvad skete der dog?

Og når forældrene til hende ikke ville hjælpe os, hvad så? Man kan ikke vende børnene, hvis forældrene ikke vil være med til det. Hvorfor skulle noget ændre sig, hvis forældrene bakkede deres børn op i den måde, som de handlede på? Søren var ikke så dum og det var hans kone Lene heller ikke, de vidste, at der var noget galt. Lene begyndte ikke at hilse på os efter, at Søren og far havde snakket. Vi kunne ikke forstå det, vi havde ikke sagt noget forkert. Far havde ikke engang skældt Søren ud, han havde været så rystet over, at Søren ikke ville lytte overhovedet.

I denne tid blev jeg bombaderet med ubehagelige beskeder som:

?Plejer er død, du har ændret dig og jeg har ændret mig.?

?Hvad har du egentlig gang i??

Det gjorde ondt med alle de beskyldninger og trusler. Jeg var også meget utryg, når jeg var alene ude at gå. Jeg var bange for at møde nogle, som ville tage fat i mig. Mine forældre var også nervøse for mig når, jeg gik ud. I sådan en lille by som Faaborg skulle man ikke have troet, at man skulle føle sig utryg ved højlys dag.

Fortsættes…