Meget grænseoverskridende

1/2 – 2014

Kære dagbog

Jeg holder ikke skolen ud, og jeg pjækkede også i går. Det hele er frustrerende og jeg gider ikke livet. Jeg inviterede 16 personer til min fødselsdag, og kun en af personerne svarer. Efter nogle dage fik jeg svar fra to andre, de kom ikke.

Til nogle tider kunne jeg virkelig miste alt mit gode humør. Jeg blev meget ked af det, og jeg følte mig igen alene i verden. Dette skyldtes også, at jeg jo var meget alene. Der var jo heller ikke nogle nye venner til mig i min nye klasse. Der var ingen, som kunne hive mig op på disse tidspunkter. Jeg følte jeg sad fast i samme spor og aldrig ville komme videre i livet. Der var også så mange ting stadig. Lige meget hvor meget at jeg kæmpede følte jeg heller ikke, at jeg psykisk kom videre, det var kun fysisk, at det havde gået lidt op ad bakke, men det gik heller ikke mere frem ad nu.

10/2 ? 2014

Kære dagbog

Jeg var på sygehuset 2 gange i sidste uge. Jeg skulle snakke med to sygeplejesker. Jeg hader når de snakker med mor om mig imens jeg sidder ved siden af, og jeg hader at mor fortæller om mig. Så bland jer dog uden om mit liv altså! Jeg gider simpelthen ikke sidde og snakke om mig selv på denne her måde. Tror de synes jeg er strid, stædig og sur.

Det er mærkeligt, at jeg har været så syg som jeg er. Når jeg ser billeder, fra jeg var rigtig syg, kan jeg slet ikke huske tidspunkterne de er taget. Jeg kan heller ikke huske hvordan, jeg selv var før, jeg blev syg. 

Forestil dig, at der sidder to voksne mennesker foran dig, og den ene spøger ind til dine dybeste tanker. Så når man oveni købet ikke kender menneskerne, er det virkelig ubehageligt. Man ved bare, at de sidder og analysere på en. Alt hvad du siger bliver brugt mod dig eller spurgt ind til. Nogle gange skriver de det, som du siger direkte ned. Og ikke nok med, at de gør det, så er det nogle nye personer hver gang, som skal til at sætte sig ind i, hvem du er.

Fortsættes…