Hvis du går og er i tvivl om dine egne handlinger, og om du har gjort noget forkert som offer,
Se næste indlæg >
Tør du leve?
Christine Levin
Som så mange andre, vil jeg nu se tilbage på mit sidste år. Det har været et år, hvor jeg virkelig har ændret mig på mange måder. Det har været et år med glæder , sorger og en masse udfordringer. Men der er noget anderledes ved netop dette år. Og det er, at det er det første år siden 2012, hvor jeg faktisk kan sige, det har været et godt år. Det andet særlige ved dette år er, at jeg havde en helt anden tanke, da jeg sprang ind i 2017 i går, end da jeg forrige år sprang ind i 2015. De sidste 2 år har kun været en fremgang for mig, der har dog været en del forhindringer.
Den 6.Janaur fik jeg min lille hund Putte med hjem. Desværre var hun alvorligt syg, og jeg var ved at miste hende. Det blev et længere forløb med op til flere indlæggelser. Da vi endelig fik hende tilbage, var hun endnu ikke helt rask. Dyrelægeringen valgte alligevel at vaccinere hende to gange, og hun var lige på grænsen til døden af det. Jeg troede ikke, jeg fik hende tilbage, da jeg afleverede hende hos dyrelægen en lørdag nat.
Heldigvis blev min bedste veninde Putte rask, og jeg skiftede dyrelæge. I dag er hun sund og rask. Vi var til tjek med hende i Fredags.
D.13 Februar blev jeg 18. Det var en dag, som jeg havde frygtet i mine værste år. Da jeg var syg, orkede jeg ikke at tænke på, at jeg nu faktisk skulle kunne stå på egne ben. Men det gik fint, og jeg følte jo alligevel ikke, at jeg var overladt til mig selv. Jeg nåede jo også at få det langt bedre, og jeg var en glad pige. Det var noget andet, end da jeg blev 17.
Selvom jeg stadig havde en del sygehusbesøg, og jeg ikke var helt rask, kunne jeg pludselig meget mere. Jeg fik pludselig evnen til at slå mig endnu mere løs. Der havde været en lille pause med fester efter, at jeg ikke havde 10.klasserne at feste med. Det sluttede jo lidt, da de stoppede. Jeg havde det ikke godt på Gymnasiet, men efter jeg kom på HF fik jeg overskud til at feste igen.
D. 30. December havde mig og min kæreste været sammen i 1år og 2 måneder. Han har virkelig ændret mit liv og fået mig på benene igen efter en hård periode siden 2012.
I foråret rejste min far endnu engang med Nordkaperen. Han sejlede over Stillehavet og sluttede i Fransk Polynesien.
Jeg fik endnu engang lov til at fortælle min historie omkring mobningen og anoreksien. Denne gang havde jeg besøg af Ude Og Hjemme. Med min mor ved min side gennemgik vi endnu engang en historie, som jeg kalder mit helvede.
Jeg delte på Instagram, at jeg var blevet interwievet. Der gik derfor ikke lang tid før, at jeg fik den første reaktion. Det var faktisk min mor, det gik udover. Der blev råbt noget meget grimt om hende på gaden, da hun gik med min lille hund.
Det aller bedste tidspunkt i år var nok, da vi var på Mallorca. Mig, mine forældre, kæreste og bror var afsted. Det var en fantastisk tur.
Vi havde en skøn sejltur til Svendborg et par dage efter, vi var kommet hjem fra Mallorca.
Efter at jeg havde blogget et godt stykke tid modtog jeg de første negative reaktioner på bloggen. Jeg havde oplevet, at min mor havde modtaget en ubehagelig opringning og flere SMSér, men nu stod beskederne på bloggen. Beskederne endte i lange romaner, som jeg valgte at lade stå. Efterfølgende oplevede jeg en del hetz på min Facebook opslag, når jeg delte min blog. De kom fra piger, som egentlig intet med sagen havde at gøre. Indlægget herunder var det, jeg fra pigerne fik reaktioner fra. Jeg måtte ikke kalde en medløber for en hofdame, men det er jo sandheden? Hvad er de ellers?
Mine læsere begyndte at støtte mig i takt med, at der kom flere og flere lange modbydelige beskeder på mine indlægs. Især indlægget “Forældre accepterer mobning” blev angrebet. Tusind tak for jer, som støttede mig.
I efterårsferien havde vi den årlige Københavnertur. Vi er tilbage hvert år fordi, at mine forældre har boet der som unge.
Jeg kom på Privathospitalet Mølholm i vejle, hvor de undersøgte mine dårlige hofter. De sagde, at jeg alligevel ikke havde kroniske smerter. Det endte med, at jeg blev videresendt til Århus.
D. 13 december blev jeg opereret i den første hofte på Århus Universitetshospital.
Efter et langt sygdomsforløb på OUH skete der pludselig noget i år. Jeg fik mindre og mindre brug for dem derude i forhold til min spiseforstyrrelse. Jeg var meget usikker på mig selv, og jeg turde ikke slippe dem. Pludselig kunne jeg ikke se hvordan, de kunne hjælpe mig. Jeg klarede mine ting selv. D.29. December valgte jeg at aflyse en tid. Jeg havde ikke brug for diætisten.
Julen blev holdt på krykker, og den endte rigtig god alligevel.
Jeg holdt en dejlig nytår med hele min og min kærestes familie. Trods krykkerne var det en dejlig aften.
Udover disse øjeblikke, har jeg også fået meget af det sociale igen. Jeg har opbygget mig et nydt netværk, og derudover har jeg også fået nogle gamle venner og veninder igen. Så har jeg også fået mine drømme tilbage, jeg kan nu overskue at tænke på min fremtid. Jeg har endda drømme om, hvad jeg ønsker at blive. Nu er jeg klar til det nye år, som indebære, at jeg også bliver student. Der er mange ting, jeg glæder mig til, og der er da også noget, som skræmmer mig.
Jeg ønsker jer alle et godt nytår, og jeg glæder mig til at blogge igen i år.
Ingen kommentarer endnu