Mærk mine ord, livet er værd at leve

Jeg er blevet mobbet gennem mange år nu, det gjorde, at jeg fik konstateret anoreksi. Jeg endte på en livstruende vægt med et BMI på under 15. Selvom min krop har det langt bedre i dag, kæmper jeg stadig. Jeg har oplevet mobning på mange måder. Jeg har også oplevet, at mobningen fulgte med. Hvis mine oplevelser ikke skal være helt spildt, vil jeg bruge dem til at hjælpe andre i lignende situationer. Jeg blogger nu om min fortid, nuværende  hverdag og generelt mine erfaringer.

Jeg har haft det lidt stramt de sidste par uger. Det er utroligt så træt, som jeg er hele tiden. Weekenderne er tiltrængte og føles meget korte. Jeg er lidt i en stress tilstand. Senere i dag skal jeg et smut på sygehuset. Jeg håber jeg denne gang kan slippe for at skulle vejes. Der er ikke overskud i mit liv lige nu til at tage stilling til en vægt om eftermiddagen, fordi der føler jeg mig mega oppustet. Og jeg orker ikke høre spørgsmålet “Nå Christine, hvordan går det så?” fra en eller anden sygeplejerske… Det går sådan så, jeg er et stresset menneske. Det kan man ikke gøre noget ved, en fortid som min kan godt stresse mig i hverdagen. Fortiden stresser mig især, fordi jeg hele tiden bliver mindet om det. Og så længe at folk vælger at give mig den kolde skulder, eller skrive ubehagelige beskeder, så er min historie jo ikke slut.

Til noget lidt mere muntert

Jeg må indrømme, at jeg er en af de der skøre Bieber fans. Det var den mest fantastiske koncert i søndags efter min mening. Det er imponerende hvor dygtige både danserne og Bieber var. Jeg stod i Golden Cirkel og ærgrede mig over, at jeg var så lille, andre mennesker ved siden af mig kunne nå Justin. Men det var så fantastisk alligvel. Desuden havde jeg heller ikke købt billetter til Golden Cirkel, men jeg var en af de heldige, som blev lukket ind. Sidste gang havde vi langt nemmere ved at komme ud af København efter koncerten, men der var utrolig proppet.

Jeg synes især, at Justin Biebers musik rør mig. Han synger om nogle vigtige ting i livet. Han skaber håb for andre mennesker og viser os sin personlighed. Jeg forstår ikke de dårlige anmeldelser, han var tilstede for sine fans.

Jeg mødte en pige i Parken, som læser min blog. Det var helt uvirkeligt, at hun havde læst den, hun boede i Ringsted. Det er overvældende, at folk pludselig genkender en. Jeg har intet imod det, jeg er bare ikke vant til det. Det er bare super rart, at folk vælger at møde mig med et smil på grund af min blog.

Og de sidste par dage, har jeg gået og funderet over min situation. Jeg ved at nogle gerne vil stille mig spørgsmålene: “Ripper du ikke op i en gammel sag med bloggen?”.  “Har du tænkt på, at du ville få fred uden bloggen?” Det vil jeg gerne svare på her til sidst i indlægget.

Sagen er den, at min hverdag stadig er ramt af chikane og sygdom. Nok er mobningen mindre synlig i form af udelukkelsen, men den er der. Jeg har det ikke værre nu, end da jeg startede bloggen, fordi nu har jeg pludselig endnu mere støtte rundt omkring mig. Det gør også at, jeg bliver stærkere. At jeg så skal have ubehagelige beskeder fra andre unge og endda voksne, det må jeg lære at tackle. Fordi jeg mente ikke, at det rørte mig så meget, men det gør det nok alligevel inderst inde. Det var der ihvertfald en sygeplejerske, som fortalte mig. Det er ikke en ung piges drøm at blive kimet ned og slet ikke af middelalderene. Men de må jo være nogle kyllinger siden, at de vælger at undertrykke en ung pige, som i forvejen har ligget så meget ned.

Jeg vil sige, at hvis en af mine læsere føler, at de får hjælp af min blog, så hjælper de samtidig mig. Uden støtten ville jeg ikke kunne holde bloggen kørende.

“Du afleverer mine lyse minder
retur
du vil væk
stige og falde
for at skabe dine egne højder
og afgrunde.”