Ar som en sørøver

Så gik endnu en morgen på sygehuset, da vi frygtede en smule betændelse i mit operationsar. Vi fik ret i, at der var lidt, og jeg har fået noget behandlende plaster på. Heldigvis heler det fint, og jeg kan komme mere og mere rundt. Men det er et meget mere langvarigt projekt, end jeg troede. Så nu må vi se hvornår, jeg kommer i skole igen. Jeg keder mig lidt, når alle andre er igang, og jeg sidder her.

Det virkede ikke som det lækreste at ligge et sår ud på nettet, så jeg vælger at tage et med plaster! Så kan jeg få lov til at ligne en, som er kørt ned af en tank senere.. 

De der smukke lår i en sød bikiniunderdel, dem må jeg vente med til sommeren i 2018, fordi med sådan et langt sår, kan jeg ikke tåle solen. Men nu sidder jeg herhjemme og venter på min kæreste. I forgårs havde jeg besøg af en gammel veninde, og ja hun er faktisk gammel. Vi har kendt hinanden siden folkeskolen i 7.klasse. Den gang var virkelig tider, der var ikke andre problemer end, når vi selv lavede dem. Og det var som regel langt fra alvorlige problemer.

Nu venter jeg på, at min kæreste får fri, jeg har hørt, at han skulle have modtaget sin studenterhue. Nu må min gerne komme snart også, så kan jeg holde mig oppe ved at kigge på den til næste operation. Jeg går for tiden og drømmer om, at jeg endnu engang kommer ud at rejse på egen hånd med min far i USA. Det at jeg bliver student, det skal jo fejres på en eller anden måde. Jeg tror det bliver en lettelse den dag, jeg får huen på. Så har jeg klaret skolen og mobningen, og det skal jeg aldrig vende tilbage til igen. Efterhånden smider jeg også nervøsiteten for at tage på, så det er endnu et skridt fremad. Sygehusbesøgende bliver aflyst på stribe fordi, at jeg ikke føler, at jeg skal have så meget hjælp med at håndtere den gamle spiseforstyrrelse mere. Det er rart endelig at kunne tage over selv.  Så det med at blive student, det er min nye start.

Og så må hofdamerne og dronningerne jo sejle deres egen sø. Hvis de skal ud at uddanne sig videre, så skal de nok tage sig lidt sammen. Det er dejligt at sige, at de ikke fik mig lagt helt ned. Men det kan jeg jo takke mine støtter for! Jeg er glad i dag, de sidder stadig og glor efter mig, når jeg er i skole. Og man kan da sige, at jeg ikke bliver glemt. Synes egentlig ikke selv, at jeg er noget specielt. Men det er jeg jo i deres øjne. Selv forældrene har lyst til at læse med. Tak for opmærksomheden. Måske var det provokerende skrevet ja. Men det er jo sådan at landet ligger, og jeg er stolt af, at jeg ikke lod dem feje mig ned. Man skal altid kæmpe, det hjælper ikke at give op.

Bloggen omhandler min fortid og nuværende hverdag på godt og ondt. Mine sidste 4 år har omhandlet sygdom og mobning. Jeg blev mobbet og endte på en livstruende lav vægt. Mig og min familie var udsat for chikane, da et forældrepar valgte at medvirke til mobningen. I dag har jeg kæmpet mig op på hesten igen.

Da jeg startede bloggen, tænkte jeg, at jeg ikke havde noget at miste. Jeg havde hverken særlig mange venner eller selvtillid. Så kunne jeg jo lige så godt udstille mig selv for at hjælpe andre. Nu står jeg her og har udstillet mig selv, alligevel har jeg faktisk fået min selvtillid igen. Det kan jeg takke mine læsere for. Selvom selvtilliden kan føles som noget, der slet ikke findes i en krop, så kan den ligge gemt. Hvis man kæmper kan man finde den frem ved at acceptere sig selv.