Vennerne langt borte

Mine forældre var som regel ikke hjemme endnu og Magnus var i skole. Jeg gik hen til mine bedsteforældre, når jeg havde overskud, men det fik jeg mindre og mindre af, og det blev mest til aftenbesøg. Jeg spillede kort med min mormor, og hyggede mig med det. Det var en afveksling fra alt det andet.

Når vi skulle sidde i klassen, måtte jeg sidde alene. Louise og Signe ville være sig selv bekendt, at sige der ikke var plads, når jeg ville sidde sammen med dem. De andre i klassen havde set hvordan, at man behandlede mig, og de fulgte flokken. Jeg var den eneste, som måtte sidde alene i alle timerne.  For hver dag blev jeg mere og mere ulykkelig og ligeglad med alt. Jeg kunne ikke tage hånd om mig selv, jeg var for ked af det. De eneste der var der for mig var min familie, men jeg følte, at de havde pligt til det, dog håbede jeg, at de også gerne ville være der for mig af kærlighed. I dag ved jeg, at de gjorde det med glæde, jeg havde det for dårligt til, at indse det dengang, jeg tænkte ikke klart.  Jeg kunne samtidig godt have tænkt mig nogle venner på min egen alder, som ville være der for mig. Jeg havde venner, men de var meget langt væk og uden for byen.

Sygehuset var en stor frygt for mig. Mor havde jo fortalt mig om, om hvordan at det ville være, hvis jeg blev indlagt. Jeg havde virkelig ikke lyst til det, fordi det lød ikke som noget rart sted at være. Jeg måtte ikke få besøg, når jeg ville og jeg var tvunget til at spise, som de ville have det. Udover dette kunne jeg heller ikke bare lige komme hjem, når jeg ville. Mine forældre og jeg ville miste retten til medbestemmelse så længe, at jeg var indlagt. Jeg blev ved med at tænke, at nu tager jeg mig sammen, men det gjorde jeg ikke.

Fortsættes…