Nedstirret

Lige nu var min eneste støtte mine forældre. De var enige om, at vi havde nået grænsen, vi skulle have hjælp ude fra. Mobningen havde i den græd udviklet sig og blevet meget mere end bare alvorlig. Man kunne kalde det chikane det, som jeg blev udsat for af pigerne. Jeg havde ikke gjort dem noget, men jeg var offer alligevel. De var ude efter mig, og de ville ikke give op.   Jeg stolede ikke på nogle længere, jeg kunne ikke forstå, at mennesker kunne vise sig at være så onde.

17/8 ? 2013

Kære dagbog

Allerede i mandags som var første skoledag, skulle vi op og snakke med min klasselære. Jeg havde ikke været i skole siden, jeg stoppede før sommerferien før de andre. Da vi kom kl.12, var de andre endnu ikke taget hjem. Det var virkelig ubehageligt at træde ind i bygningen, og alle nedstirrede os, men ingen sagde hej udover en. Da min klasselære Charlotte kom, skulle vi heldigvis ind på kontoret. Vi snakkede frem og tilbage om situationen. Charlotte ville prøve at hjælpe mig med at komme ind i fællesskabet og blive på skolen, men jeg så ingen anden udvej end at flytte. Vi tog hjem efter at have kommet frem til, at skulle flytte skole. 

Nå men til noget helt andet. Freja, som er den ene tvilling, der skrev til mig så mor i byen og løb væk. Hun havde skrevet på nettet, at mor havde set ondt på hende, hvilket slet ikke passer. Endnu engang havde en pige lyst til at dele med os hvad pigerne snakkede om. Efter samtalen med Charlotte havde de også skrevet grimt om mig. Det var så åndsvagt, de havde sagt, at jeg havde kigget ondt. Det havde jeg slet ikke tænkt på at gøre, jeg havde haft det så dårligt med at være der, at jeg slet ikke kunne tænke på noget i den stil.