Spøgelset på gangen

Hvis du går og er i tvivl om dine egne handlinger, og om du har gjort noget forkert som offer, så tag det roligt. Det er aldrig et mobbeoffers skyld, at han eller hun er offer. I sidste ende, er det slet ikke nemt at være mobberen heller. Fordi hvad gør man, når man som mobber ikke har haft sandheden med i spillet? Et er at mobbe, men kan man se sig selv og offeret i øjnene senere i livet? Og hvordan siger man undskyld for løgnen, når man lever højt på den i ens hverdag?

Jeg er blevet mobbet mange år gennem min skolegang. Førhen var jeg hende, som altid havde venner med hjemme. Hele mit liv vendte i året 2012, i dag er jeg en anden. Jeg endte på en livstruende vægt på grund af fortsat mobning. I dag er jeg i bedring, men det har været en lang kamp. Min blog omhandler min fortid og nuværende hverdag. Jeg håber, at jeg kan bruge mine oplysninger og erfaringer til at hjælpe andre, så har mine pinsler givet en smule mening.

Som mobber og medvirker er der noget, som man ikke gennemtænker. I sidste ende går mobningen ikke kun udover offeret. I dag er jeg ikke i tvivl om, at det ikke var mig, som gjorde noget forkert. Jeg har ikke svært ved at se folk i øjnene efter, at jeg stort set har bygget mig selv op som menneske igen. Jeg har ikke svært ved, at jeg skal nedstirres og bagtales, fordi jeg kender selv sandheden. At forsvare mig selv er ikke et must længere, bloggen er for at hjælpe andre. Men jeg kender dem, som ikke har samvittigheden i orden, og det er der nok flere ofre, som indser, når de kommer på benene igen. I dag møder mig og min familie nemlig ikke kun de sure blikke, der er mere i de blikke vi ser i hverdagen. Det er de færreste, hvor man ikke kan gennemskue deres egentlige dårlige samvittighed, når de står alene. Som gruppe er det nemt at fortsætte med at se ondt på et offer, men det bliver mere og mere svært for den enkelte.

Hvis jeg skal give et eksempel fra hverdagen, skulle jeg til lægen den anden dag. Vi mødte en forældre og en pige, som har behandlet mig meget skidt. Her havde vi et åbent forum, hvor man kunne konfrontere os, man kunne også skubbe eller se ondt på os. Det gjorde de bare ikke, de skulle bare væk. Den meget smarte populære forældre fik fremskubbet et skævt smil, mens pigen kiggede ned i jorden, hun gav mig ingen blikke her. Hun ved, det hun har gjort er forkert, ligesom sin forældre der fulgte med. Uden opbakning, ville de intet gøre os. De skulle bare væk, man kunne se, de ville ønske, at de var usynlige spøgelser.

Jeg tror aldrig, de havde overvejet, at vi hele tiden ville være så tæt på hinanden. I sådan en lille by burde en mobber tænke sig om. Fordi i sidste ende er der en ting, man ikke kan lave om på, og det er ens gerninger. Måske er det i virkeligheden mere svært for dem at møde mig, end det er for mig at møde dem. Og det er fordi, at jeg har mit på det rene. Og sådan skal et offer tænke.

Det kan godt være at mobningen fortsætter og det kan godt være, at man altid vil have det dårligt med en gruppe mennesker. Men en mobber sidder faktisk fast i mobningen. Fordi hvis en mobber skal undskylde eller indse sine dumheder, vil de tabe ansigt. Derfor kan de ikke bryde deres rolle. Hvis de viser deres sande jeg, så vil de ikke være smarte længere. Aldrig kan de komme nemt ud af deres rolle som mobber, fordi så taber de deres medhold. Hvis mobberne eksempelvis fortalte, at deres historier var opdigtede, ville de slet ingen medhold have længere. De lever højt på andres bekostning, de lever ikke højt på venlighed og næstekærlighed. Der kan man jo så sige til sig selv, at de lever et lorteliv. Og selvom det er svært at indse som offer, så har man det i sidste ende bedre end den populære selvglade dulle, som skjuler sit sande jeg.