Barndomsminder gør ondt

Der er mange grunde til, at jeg fandt mig selv igen som menneske. Jeg nåede faktisk at få rigtig meget fest og ungdom som aldrig før i min 1.g. Godt nok var de fleste venner og veninder som sagt ikke på gymnasiet, men der var en anden vej til festligheder. Hvem siger, man skal finde sine venner lige der, hvor man er? Helt ærligt, jeg havde det sjovere end nogensinde med andre ude fra andre steder i byen.

Jeg er blevet mobbet gennem min skolegang. Det endte med, at jeg udviklede anoreksi. Det endte med at forældre blandede sig og chikanerede mig og min familie i stedet for at hjælpe os. Bloggen omhandler min nuværende hverdag og min fortid. 

Første gang jeg fik modet på livet,var da jeg styrkede mit venskab med min tyrkiske veninde fra folkeskolen. Vi fandt sammen igen, og vi havde begge prøvet lidt af hvert. Vi endte med at kende hinanden ud og ind. Vi havde det fandme sjovt trods de dage, hvor tømmermændende kom. Hun fik mig til at føle mig hel igen, vi kunne det hele, når vi var sammen. Desværre ses vi ikke i dag mere. Men dette viser hvor vigtigt det er, at man i de unge år har én at knytte sig til. Pludselig kunne jeg slå mig løs igen uden at tænke på spiseforstyrrelse og mobning konstant. Jeg fik alt det, jeg havde savnet. Grin, film, tøssehygge, jokes. Så fik jeg endelig lov til at drikke mig i hegnet og opføre mig åndsvagt med en lige så åndsvag veninde. Det betød så meget, at jeg klarede mig igennem min 1.g, jeg glædede mig så meget til weekenderne. Og dem kunne jeg leve højt på. På det tidspunkt, havde jeg nogle samtaler på sygehuset, og jeg rykkede mig psykisk for første gang. Jeg var så glad, fordi jeg havde fået en veninde, og hun var som en søster for mig. Med hende var det lige meget, at vi ikke havde kendt hinanden som små, vi klingede bare.

Så hvem siger, at man ikke bare lige kan finde en veninde? Det kan man, men det kræver, at man er klar til at leve livet. Fordi det nytter ikke noget, at man bliver stoppet af en lidelse eller et dårligt mønster. Jeg følte mig så ligegyldig og brugt, da mobningen startede. Havde jeg virkelig aldrig betydet en skid for mine barndomsveninder? Jeg får aldrig svar på det, og jeg regner det ikke ud. Men jeg var såret og knust.. Det var som at have mistet en, en der var død. De var bare væk. Jeg troede dengang ikke, at jeg kunne finde en veninde igen. Det var svært at begynde at stole på en, når man havde været svigtet af sine tætteste. Det kan godt være, at jeg stadig har det lidt i mig. Men man skal ikke låse sig fast af sådan en tanke. Alle mennesker er jo ikke idioter. Men nogle er selvfølgelig.

Et venskab der består, behøver ikke være 10 år gammelt. Man skal ikke bebrejde sig selv, at man ikke har en yndlings, det kommer, når det skal komme. Og måske kan et forhold til en ven eller veninde rives i stykker men minderne, de består. Og egentlig behøver et minde ikke være gammelt for at skabe et smil på læben, når man tænker tilbage. Mange mennesker siger, at minderne altid vil være der. Fordi jeg jo stadig kan huske på de gode tider med mine gamle veninder og være glad. Den ene kendte jeg jo siden dagplejen. Så nemt er det bare ikke, og det må jeg indrømme. Fordi det eneste jeg får ud af at tænke tilbage er en følelse af sorg og maveondt. Og den fornemmelse er jeg nok ikke den eneste, der kender. Det er ikke alt man kan vende positivt, men jeg kan se på det, jeg har nu og være glad. Det er det vigtigste.

Jeg troede ikke, at jeg var god nok. Min selvtillid var ødelagt. Hvordan kunne jeg ikke være god nok til mine barndomsveninder? I dag har jeg det godt, og jeg er kommet videre. Jeg har den bedste kæreste og en masse nye venner. Især min kæreste får mig til at føle mig god nok igen. Man skal ikke føle sig som den, der ikke var god nok. Måske fik man bare fat i de forkerte. Jeg ville ikke bytte det, jeg har nu for at få min gamle omgangskreds tilbage.