Det blev kun værre

12/11- 2012

Kære dagbog

Jeg synes ikke, at det hjalp, at Marie snakkede med Louise og Signe, eller måske lidt på Signe. Hun spurgte mig, om jeg ville med i kantinen i går. Det var rart, at hun gjorde det, jeg blev glad. Da jeg kom ned, behandlede de mig så bare ligesom, når jeg møder dem på gangene, så jeg fortrød, at jeg gik med derned. Marie vil have mig og Louise ud at snakke, men det vil jeg ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg ved, hun vil sidde og lyve. Det bliver bare værre, hvis vi skal ud at snakke, og Louise bliver bare sur. Jeg har været ved lægen, han tror ikke, at de vil lade mig danse på sygehuset, hvis jeg bliver indlagt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, men jeg er heldigvis ikke røget på sygehuset. Mor siger, at de bestemmer alt over mig, hvis jeg bliver indlagt. Måske bliver jeg lagt ned og må ingenting. Er det virkelig så alvorligt med min vægt, som de siger?

Jeg var alene hele tiden. Jeg gik rundt på gangene alene, og ingen henvendte sig til mig. Hvis jeg selv henvendte mig til min gamle venindeflok, var der ikke noget svar højest et blik, som udstrålede ?snakker du til mig og hvorfor??. Jeg begyndte derfor at lade være med at henvende mig til alle pigerne. For hver dag der gik, blev det hele værre og værre i skolen. Det var ikke gået op for mig, at jeg direkte blev mobbet. De behandlede mig som om, at jeg var usynlig. Jeg følte ikke, at jeg var noget værd siden, at man bare kunne behandle mig sådan. Jeg var også alene, når jeg kom hjem.