Jeg vågner her til morgen, jeg har prøvet det før. Jeg føler mig træ
Se næste indlæg >
Skal jeg være bange?
Christine Levin
Jeg vågner her til morgen, jeg har prøvet det før. Jeg føler mig træt efter de ubehagelige henvendelser i går fra en middelaldrende mand på indlægget http://christinelevinhansen.bloggerspoint.dk/2016/08/foraeldre-accepterer-mobning/
Der er endnu en lang besked fuld af usandhed og ubehag, da jeg bliver online. Hvad der er sket på min blog i går, viser med tydelighed, hvorfor jeg i sin tid måtte flytte skole. Som I kan se, stoppede det bare ikke den gang.
Nu er jeg nået dertil, hvor jeg har brug for jeres hjælp. Skal jeg være bange fordi, at jeg deler mine oplevelser åbent? Hvad skal jeg gøre? Jeg forstår nu hvorfor, at der ikke er så mange, som tør fortælle om deres oplevelser med mobning. Man kan simpelhen ikke få lov til at ytre sig, når vi snakker om emnet mobning. Jeg har det så dårligt, og det har jeg haft siden hetzen på facebook i torsdags. Hver gang jeg rejser mig lidt, bliver jeg trampet ned igen. Skal det virkelig ikke være muligt at vi mobbeofre kan være os selv? Vi lever med fortiden, og den er blevet en del af os. Hvis jeg skal stoppe med at fortælle om mine oplevelse, så kan jeg ikke være mig selv, det er jeg sikker på, at mange derude forstår. Jeg har det simpelthen forfærdeligt inden i. For min egen skyld, ville det være nemmere bare at holde min kæft lige nu. Men jeg føler, at jeg ikke kan gøre det mod mine læsere. Der sidder nogle derude, som bruger det, som jeg skriver. De skal ikke se mig bukke sammen, fordi her vil der gå noget tabt for os allesammen.
Billedet til venstre er fra 2016. Billedet til højre er fra 2012 lige inden jeg nåede ned på den laveste vægt 34,5 kg.
Heldigvis modtog jeg en masse støtte efter de her kommentarer. Det er i den sidste tid gået op for mig, at jeg langt fra står alene længere. Jeg blev helt rørt, da mit link blev delt af forskellige personer i går aftes. Og enda stærke personer, som står ved, at de støtter mig. Det varmede meget inden i min rystede krop.
Mit indlæg i dag bliver ikke længere,jeg vil lade det, som sker, stå alene.
http://bloggerspoint.dk?ref=christinelevinhansen-9972
Kæreste Christine.
Har fulgt din blog i et godt stykke tid, og den har givet et indblik i et helt andet liv end mit eget. Dog har den hjulpet mig på så mange måder. Kan ikke forstå hvorfor folk kan finde på at svine den til. Ytringsfriheden skal holdes ved lige, selvom det er svært. Du er sådan en ung stærk kvinde, der ved hvad du vil, selvom der kan komme ufattelig mange problemer i vejen. Din hjælp til mig har været stor. Fandt først din blog for lidt over en måned tids siden (eller begyndte først at læse med der, da jeg lige pludselig faldt over den på Facebook også (du har nogle loyale venner, der står bag dig)). Din blog har en stemme, der har givet mig mod. Jeg når ikke at læse alle dine oplæg, men dem jeg har læst, gør jeg tror mere på mig selv. Og jeg tror i aldeles hel på dig.
Selvom man ikke kender hinanden så godt, så skal du vide, at du har hjulpet så meget. Lad dig ikke tage dig af dem der ikke kan tøle sandheden, og ved at ikke alt kan komme ud. Men din historie er simpelthen for inspirerende. Har selv været tæt på spiseforstyrrelse, der har udviklet sig til jeg har fået det slemt psykisk. Men at læse og høre om en der træder op, og skubber det dårlige tilbage, det har gjort jeg bare har fået lidt selvtillid. Hvis ikke meget. Din måde, at se de positive ting i livet på, har smittet af.
Forsæt det du gør. Jeg vil være bag dig, for du har været bag mig, uden du har vidst det.
– Unknown