Det gik amok, jeg endte syg

Da jeg i sin tid flyttede skole, havde vi til opgave at skrive et personligt digt. Jeg valgte at skrive om mit helvede, som jeg troede ville ende. Jeg var flov over mine anoreksi, og jeg nævnte den ikke. Jeg var ikke stolt af at være offer, men jeg valgte at skrive mine tanker ned. Dengang var jeg enig med mig selv i, at det kun var til min lære. I dag synes jeg, at det passer ind i bloggen.

Jeg kunne hvad jeg ville

mit liv gik ikke til spilde.

Men så blev du jaloux, som du stadig er endnu.

Mit liv var bare så godt, men det holdt med det samme op.

Jeg havde de bedste venner, og de blev alle til fjender.

Jeg savnede hvert og en, hvad jeg havde gjort? ingenting?

Jo jeg vandt et mesterskab, det var for dig et stort tab.

Så fik jeg mig en kæreste, og det var nok for dig det værste,

I var så mange imod mig, men ingen kunne tro mig.

Jeg følte mig så lille og blev mere stille.

Vi havde altid holdt sammen, men I vendte jer om.

Jeg forstod ikke, hvorfor I ikke ikke kom.

Jeg blev helt alene, jeg skulle sidde og stene.

Det var hele 8.klasse,

For mig skete der en masse.

Jeg flyttede ind i C, det ville blive bedre, måske.

Jeg var blevet som ny, og måske en smule syg.

Jeg var ved at briste, og hjemme var vi triste.

Jeg kunne ikke sige stop, I ville ikke holde op.

Du tog alle mine glæder, fordi du var gruppens leder.

Det hele blev værre værre, fordi i var så mange flere.

Vi kom til sommerferien. Jeg tog til Schweiz.

Vi håbede på en god 9.klasse, så 8 kunne pakkes væk i kasse.

Så så jeg en besked på nettet, og jeg blev ikke lettet. I skrev jeg var så dum, og jeg blev stum. Jeg havde intet gjort, min mor og far kunne se det var noget lort.

I skrev en masse, det kunne ikke passe.

Jeg var ude, så kunne jeg bare tude.

I skrev det var for jer der altid var klar, og jeg var bare en nar.

Jeg var et svin, ja helt til grin.

De var så onde og utrolig dumme.

Jeg var ikke engang hjemme, og så var de så slemme.

De svinede mig til, at man vil.

Og dig min veninde, du var ikke mere hende.

Jeg kom hjem fra ferie, pigerne var som i en Hollywood serie.

Jeg var på stranden, og de kørte på mig til randen.

De gloede truende på mig, jeg prøvede at være sej.

Og alle deres fester, jeg var ikke imellem deres gæster.

Hvor blev mine piger af, nu var jeg blevet svag.

Hvorfor ikke bare lade mig være? Mine dage blev svære.

Mine forældre greb ind, så jeg kunne beholde mit sind.

Mine forældre kæmpede for mig, det var ikke en leg.

De beholdt mig hjemme, de piger var virkelig slemme.

Uden for skolen gruppen ventede mig, midt i sommersolen.

Ville lære mig hvordan jeg skulle være, jeg havde bare at lære.

Nu skulle jeg fytte skole.

Forældre gik amok, og mine fik et chok. Vores familie fik nu trusler og lange breve, mig og min mor blev i vores have. Min far sagde stop, I skal ikke være bange, nu er det nok.

De mennesker blev ved, og det gav sved.

De skøre fik et stop, men på formspring kom nu pop.

Forældre og børn skrev anonymt til mig, hvor er du fej og et kvaj.

Jeg sidder her, og det undrer mig endnu mer.

Hvorfor var I sådan? at I kan.

Jeg kan stadig ikke møde jer, og vil helst lade vær.

Der er dog en jeg savner, men vi må se, hvor vi havner.

Vi kan jo ikke ses, hun er bange, det har jeg mærket mange gange.

Vi havde mange gode venner, men det er sådan, det nogen gange ender.

Man lærer folk at kende, og det hele kan vende.

Jeg savner mit liv som det var, bare der var flere svar.

Nu er jeg så et bedre sted, det er jeg sikker på, at jeg ved.