Døden VAR nemmere

Jeg har ikke kunnet snakke om det dengang, det stod på, men i dag kan jeg se tilbage på det gode og det dårlige ved behandlingen.

Nogle gange følte jeg mig som et objekt. Jeg blev vejet og målt konstant i starten, da jeg blev tilknyttet anoreksiafdelingen på sygehuset. Det eneste de fokuserede på var, at de skulle have mig op i vægt. I dag ved jeg, det var det vigtigste, men måske havde processen været bedre, hvis jeg selv havde kunnet følge med. Jeg følte alle andre end mig selv overtog min krop. Mine forældre slæbte mig på sygehuset, og der tog sundhedsvæsenet beslutninger om mig sammen med mine forældre. Jeg havde ikke lyst til at være der, i stedet for at snakke med mig om situationen, snakkede sygehuspersonalet hen over mit hoved med min mor.

Kan de slet ikke se, hvor dårligt jeg har det? Kan det ikke være lige meget, at jeg taber mig, hvis livet skal være sådan her? 

Selvom jeg var meget lukket og ikke havde lyst til at snakke, kunne de have forsøgt at få min tillid, eller spørge indtil mig. Imens de fokuserede på mig som anorektisk og som en, der ønskede en lavere vægt, ville jeg bare gerne have haft fokus et andet sted. Gang på gang sad jeg og tænkte på, at det jo var mobningen, skolen og mine mistede veninder, der var skyld i det, jeg sad i. Jeg havde ikke brug for at vide, hvordan en normalvægtig så ud, jeg havde brug for, at de så på hvordan jeg havde det indeni.

Nogle gange ser man kun anoreksipatienten udefra. Selvom det er vigtigt, bør man også se på patienten indeni. Jeg følte de satte mig i en bås som psykisk syg og ude af stand til at se virkeligheden. Selvom mit vægttab påvirkede mig, var der stadig noget, som jeg virkelig var ked af, det så de ikke, da jeg kom på sygehuset første gang og vejede 35 kilo. Derfor blev mit første forløb på sygehuset en kamp for at tage på i vægt, jeg tog fint på, men jeg var stadig ulykkelig og ligeglad med det hele.