Så lad mig dog forsvinde

Da min situation var allermest kritisk, kunne jeg næsten ikke længere rejse mig fra sengen. Dengang vi oplevede lockouten, kunne jeg blive liggende. 

Jeg har modtaget en invitation til min venindes 18 års. Humøret er højt, det er lang tid siden, at jeg er direkte inviteret af en gammel veninde fra folkeskolen. Og det overrasker mig, at hun tør stå ved mig som veninde. Men det er jo sådan, at man kommer den rigtige vej frem i forhold til at bekæmpe mobning. Det er det mindste, der betyder noget for den person, som er udenfor. Alle kan gøre en forskel bare ved at snakke med den udelukkede. Mine oplevelser har virkelig sat nogle tanker igang hos mig. Hvis der virkelig er så mange onde mennesker i verden, har vi et problem. Og jeg ved, at jeg har sagt det før.

Jeg er blevet mobbet gennem mange år. Jeg endte med anoreksi og en livstruende vægt på grund af mobningen. Min situation endte meget langt ude, jeg var i livsfare. Hvis forældreparende til mine klassekammerater havde grebet ind, hvad min ungdom måske lignet andre unges. Jeg har i dag oprettet en blog, hvor jeg bruger mine erfaringer til at hjælpe andre. Jeg udtaler mig offentligt og det har fået konsekvenser. Den seneste konsekvens var et angreb på bloggen fra to voksne mennesker. De valgte endnu engang at kontakte mig med trusler og løgne. De løgne som gjorde livet surt for mig og min familie i sin tid.

Jeg hadede, når folk konfronterede mig med, at jeg var blevet tynd, jeg vidste det inderst inde godt. Ordet spiseforstyrrelse gjorde rigtig ondt hver gang, at jeg hørte det. Det var pludselig blevet et stort tabu for mig. Min mor nævnte det, hvis vi skændtes somme tider. Ikke nok med at mine forældre og læge skulle sige det, nu skulle jeg også høre det fra klassekammeraterne. Jeg vidste godt, jeg var for tynd på dette tidspunkt, og jeg ville for alt i verden gerne se pæn ud igen, jeg kunne bare ikke handle, når jeg skulle. I skolen følte jeg mig flov over mit udseende, jeg følte mig meget meget lille og skrøbelig. Jeg huskede alt den ros, som jeg havde fået i sommerferien i forhold til min krop, nu så folk mig på en helt anden måde. Den gang min læge første gang sagde, at jeg havde anoreksi, var jeg virkelig såret. Jeg ville ikke have, at han lagde sådan noget over på mig. Mange siger, at en anoreksi patient gerne vil gøre sig lille og usynlig, det var ikke sådan i mit tilfælde. Jeg ville heller ikke have opmærksomhed, som mange også tror, at man ønsker. Alligevel ville jeg ikke tage på. Jeg vidste, at jeg burde have hjælp, men jeg var flov og jeg hadede alle dem, som der blandede sig i min situation. Jeg ville kun have min egen hjælp, men jeg kunne ikke hjælpe mig selv. Jeg var heller ikke stærk nok til at forsvare mig selv imod de piger, som mobbede mig. Det havde man nok heller ikke kunne i mit tilfælde selvom, at man var rask, men jeg havde intet at stå imod med oveni købet. Jeg følte mig dum fordi, at jeg ikke kunne gøre noget som helst.  Jeg ved ikke hvad pigerne tænkte på, men de trådte mere og mere på mig, som ellers lå godt og grundigt ned. Man skal virkelig være hårdhjertet for at handle sådan, jeg var jo, som jeg følte mig, meget lille og skrøbelig.

Det er vigtigt at forældre tager kampen om mobning op hjemmefra. Dette skal ske før, at mobningen er til. Man bør som forældre kun gå ind i kampen med tanken om, at det ikke kun er ens eget barns ve og vel er vigtigt.

Det undrer mig, at så mange voksne mennesker kunne lade være med at gribe ind, da  min udelukkelse var på sit højeste. Det handlede ikke om, at man ikke kunne se, hvad der skete. Når selvskade bliver tydeligt, har vi tit at gøre med mere end bare en psykisk lidelse. Jeg var ikke bare en pige, som følte mig for tyk. Jeg var ikke bare kommet ud på et sidespor, efter at mit vægttab havde startet med en uskyldig ungepige slankekur. Jeg var syg, fordi folk ikke stoppede deres hetz. Jeg kunne intet gøre for, at de lod mig være i fred.  Den eneste mulighed jeg  havde for at få fred var at forsvinde. Jeg nåede til et punkt, hvor venner var lige meget. Bare jeg kunne få fred, så var jeg glad. Men der var intet at gøre, selv forældre begyndte som sagt at mobbe med. Jeg var så knust, og jeg bebrejdede mine forældre, at de ikke lod mig svinde hen af sygdom.