Grænsen til livet

Det var ikke kun mine familie, som måtte se mig forsvinde hen, da jeg tabte en masse kilo. Jeg blev alvorligt syg, og alle kunne se det. Dem der mobbede mig blev ved, selvom grænsen var nået, jeg var i livsfare.

Efterhånden har jeg været med i op til flere interviews. Min mor har fulgt med hele vejen som støtte. En af grundene er selvfølgelig, at det er svært for mig at snakke om min fortid, da det rør mig, og den anden grund er min frygt for at udtale mig forkert. Fordi folk har det med at blive sure, hvis fortællingen ikke er anonym nok. Men den tredje grund til at hun er med er min dårlige hukommelse. Jeg kan sagtens huske, at jeg havde det skidt og efterhånden kommer der flere  og flere oplevelser tilbage til mig. Jeg var så syg på et tidspunkt, at min hjerne stod af. Fra dette tidspunkt husker jeg ikke meget, før at jeg begyndte at spise igen. Det kan være utrolig farligt at ende så langt ude, hvis der ingen er til at hive én op. Hvis jeg ikke havde været under 18 dengang, ved jeg ikke, hvad der var sket med mig. Mine forældre tvang mig sammen med sygehuset til at tage mig sammen. Jeg havde ikke lyst, før jeg begyndte at kunne tænke fornuftigt igen.

Jeg er blevet mobbet gennem mange år, det endte med at jeg udviklede anoreksi. Jeg har i dag kæmpet mig tilbage til livet, og kampen fortsætter lidt endnu. I dag har jeg det faktisk rigtig godt, og jeg er blevet glad for min HF. Jeg blogger for at hjælpe andre med mine erfaringer. Derudover fortæller jeg om min nuværende hverdag på godt og ondt. Jeg bor i en meget lille by, og rygterne har gjort, at det ikke altid er nemt for mig at være her. Heldigvis har jeg den dag i dag en masse støtte, som holder mig oppe.

Jeg begyndte hurtigt at kunne tænke mere, da jeg først gik igang med at spise efter min madplan. Herfra kan jeg huske indtil nu. Da jeg fik mad i kroppen, kunne jeg lige pludselig tage mig sammen. Jeg kunne se, at det ville skade min familie at miste mig, og jeg kunne mærke, at jeg kunne meget mere. Min søvn blev langt bedre, jeg lå ikke og så op i loftet hele natten.  Jeg kunne pludselig gå en ordentlig tur igen uden, at jeg havde det som om, at jeg skulle besvime. Jeg kunne rejse mig fra sengen om morgenen uden at risikere at vælte om. Det var som om, at jeg var ved at vågne fra en lang søvn, selvom jeg stadig var meget afkræftet. Efter sådan en lang tid, hvor jeg nærmest havde gået rundt i vildelse føltes den mindste energi, som et kæmpe mæssigt boost.Da jeg først havde vænnet mig til mere energi, følte jeg mig træt igen, kroppen skulle jo bruge energien til genopbygning. Fordi jeg var stadig meget afkræftet. Jeg vil sige, at det først er her til sommer, at min energi virkelig er kommet tilbage efter mange år. Og jeg er ikke selvglad, det bliver jeg nok aldrig. Men jeg føler mig meget kønnere end før, fordi jeg ligner ikke et barn men en ung dame. Jeg vil ikke tilbage til den tid, hvor jeg næsten ikke kunne stå på mine ben og mit hår faldt af. Der er stadig dage, hvor jeg har lyst til at gå tilbage i det dårlige spor. Det er når, jeg har følelsen af håbløshed, men det er ikke tit længere.

Som spiseforstyrret går man en lang og sej kamp i møde, når man bestemmer sig for at blive rask. Det kan føles uoverskueligt at starte kampen og det kan føles uoverskueligt hele vejen igennem. Du skal bare huske, at det er kampen værd at blive rask, og når du først har taget det første skridt, kan det næsten kun gå i den rigtige retning. Måske kan du få et tilbagefald eller en kort nedtur, men så har du mere erfaring i at komme tilbage på rette spor. Det kan lade sig gøre at få et godt liv igen. Og det kan være, at du skal slås med det psykiske i lang tid i forhold til den fysiske tilstand. Du kan sagtens komme til at se godt ud uden at være helt rask, men så tænkt på det, du har opnået. Man skal ikke tage for mange skridt ad gangen, det kan skabe frustration eller tilbagefald, hvis alt går for hurtigt. Sæt dig nogle små mål efterhånden, og vis dig selv, at du kan klare det.