Livet med et BMI på under 15

Jeg tænker mine indlæg igennem en ekstra gang, hver gang jeg beslutter mig at udtale mig om min om min spiseforstyrrelse. Det ender altid med at der bliver kortet alt for meget ned i indlægget, så jeg ikke rigtig får fortalt, hvordan det hele hang sammen. Jeg har lært at snakke om meget efterhånden og især mobningen, jeg blev udsat for.  Men spiseforstyrrelsen, har jeg selv set som et kæmpe tabu.

Men jeg husker ikke min tid fuldt ud, fra da jeg var alvorlig syg. Der sidder meget små klip tilbage hos mig hvor jeg eksempelvis er blevet meget ked af det, eller hvor spisningen tog over, og jeg ikke kunne stoppe mig selv om natten i at spise. For jeg kunne mærke, at min krop var ved at sige stop. Jeg spiste så langsomt jeg kunne, når jeg gav mig lov til at spise, og når jeg ikke kunne lade være spiste jeg hurtigt. Min krop tog over, det skulle bare ned inden, at frygten for at tage på indhentede mig. Noget andet jeg husker er, at jeg ikke kunne falde i søvn. Om aftenen gik min situation op for mig, jeg var bange for at dø, når jeg sov.  Og jeg havde mistet livslysten, men jeg ville ikke gøre min familie mere ked af det, derfor forsøgte en side af mig at holde mig i live, trods den anden side ville væk.

9/11-2012

Det går ikke så godt med at spise. På tirsdag skal jeg til lægen igen. Jeg må forsøge at tage på, men jeg tør bare ikke, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg har været hjemme på grund af problemerne i skolen i dag, jeg kan ikke klare det mere. Jeg må ikke engang sidde sammen med pigerne jeg altid har kendt i kantinen.

De kigger ikke engang på mig, når jeg kommer. De rykker sig ikke, hvis der ikke er plads. Det er alligevel pinligt, hvis jeg endelig får en plads. De siger intet til mig. Hvis jeg snakker, svarer de mig slet ikke.

24/4-2013

På sygehuset sagde de en masse om, at min situation var meget alvorlig. Jeg skal have en tid ved en diætist. De gjorde klart for mor, at det var meget alvorligt. Hun har fortalt, at hun var bange for, at hun ikke fik mig med hjem.

De stolede på hende, og jeg fik lov at tage med.  Mor sagde ja til at tage ansvaret. Vi skal derud igen, hvor jeg skal vejes.

10/5-2013

Mit liv er ikke nemt mere, jeg er ked af det og græder for det meste. Jeg kan heller ikke sove. Jeg ville ønske mig langt væk fra alt hvis, jeg bare kunne. Føler alt er håbløst, jeg har mistet så meget. Hverdagen bliver aldrig som før igen.

Jeg spiste intet, jeg kunne simpelthen ikke. Det eneste tidspunkt var sent om aftenen, hvor jeg nød et par brød eller boller. Sultfornemmelsen forsvandt, og derfor blev det nemmere og nemmere ikke at spise. Min krop var ødelagt, jeg kunne tilsidst ikke stå på mine ben. Jeg nåede en grænse, hvor jeg var så undervægtig, at man ikke kunne snakke fornuftigt til mig længere. Herfra kan jeg slet intet huske, jeg skrev dagbog, og den har hjulpet mig en smule med at se tilbage. Jeg indrømmede bare heller ikke for mig selv, at jeg var syg, derfor står mine oplevelser som anorektiker ikke klart.

Det er det allermest farlige, tilsidst mister man kontrollen, når hjernen slår fra. Så kommer man til et punkt, hvor det bliver andres ansvar at FORSØGE at redde en. Man forstår ikke fornuft. Jeg har det langt bedre i dag, hvor jeg har taget 10 kilo på og er normalvægtig i den lave ende af skalaen med BMI. Tanken om at jeg er for stor kommer stadig tilbage, men jeg har det jo bedre. Det der holder mig fra et tilbagefald er alt den energi jeg har fået tilbage samt mit udseende. Fordi jeg lignede ikke en ung dame, hvis jeg tabte mig igen. Jeg ville ligne en lille udsultet pige. I dag har jeg kvindelige former og træningen har hjulpet mig til at være mere tilfreds. Sygehuset har accepteret, at jeg ikke kom op på min målvægt, fordi de stoler på, at jeg ikke taber mig yderligere.