Kroniske smerter

Jeg blev to gange fejlopereret for ydre springhofter. Der var ingen der vidste, hvad de skulle stille op med mine hofter, og de fleste steder konstaterede de, at jeg havde kroniske smerter for livet. Det var virkelig hårdt som 17 årig, da alvoren gik op for mig. Jeg skulle leve med kroniske smerter, og der var ikke andet at gøre end medicin. Og medicinen var ikke for sjov, den gav mig bevirkninger, og de forsvandt ikke med tiden. Så efter et år på medicin, ville jeg ikke indtage mere af det. Jeg var hele tiden varm og rød i kroppen, nogle gange bredte det sig til ansigtet. Kvalmen og svimmelheden var meget svær at tackle i skoletiden, jeg følte konstant, at jeg havde influenza.

I året 2014 rejste jeg til Nice med min familie på krykker. Jeg ville ikke lade min begrænsede bevægelse påvirke min sommer. Min familie fik mig rundt i Nice og skubbede mig rundt i en badering, når vi skulle bade.

Smerter er ikke nemme at leve med, og de kan forekomme på mange forskellige måder. Kroniske smerter begrænser ens hverdag og de foreårsager ændringer i fysiske evner og psykiske og sociale forhold. Med kroniske smerter er ens livskvalitet rigtig dårlig. Smerterne kan give søvnforstyrrelser, social isolation, depression, indre uro og træthed. Derudover besvær med at få arbejde og uddanne sig. Og det er ikke det eneste, du kan bare forestille dig en tilstand, hvor  du konstant har ondt et sted. Der er tit mange, som ikke forstår tilstanden med kroniske smerter, hvis man ikke kender til den. Det kan være rigtig svært at forklare sig, når man lever med de kroniske smerter.

Jeg kunne ikke se mig selv i fremtiden længere, fordi jeg vidste ikke hvordan, mine smerter ville udvikle sig. Det eneste jeg vidste var,  at de ville begrænse mig i mit sociale liv. Inden i fik jeg aldrig den opgivende følelse til at tage helt over, fordi jeg havde en følelse af håb, jeg følte ikke, jeg blev undersøgt til bunds. Og her tager mit indlæg en anden drejning, fordi det er ikke altid, at man skal stole blindt på sundhedsystemet. Og mig og mine forældre følte virkelig ikke, at vi bare skulle give op, selvom alle sagde, at det var her, mine undersøgelser sluttede. Trods alle dem som sagde, jeg skulle lære at leve med mine smerter, valgte vi at gå videre i kampen om en diagnose, der skulle  udreddes. Og vi fik den.

I dag er jeg igang med to operationer mere. Jeg fik den sidste d.13 december, og det skrider fremad allerede. Jeg bliver rask, og det er en mærkelig følelse. Fordi jeg har altid haft ondt, og mine hofter har altid sprunget helt vildt. Godt nok forværrede mine smerter sig efter, at jeg blev fejlopereret, men jeg har ikke prøvet at være smertefri, og det skulle jeg gerne blive nu. Så man bør aldrig give op, før at man føler, man har gjort sit. Og skal man leve med kroniske smerter, så må man finde den bedste måde at gøre det på. Fordi det kan forbedres, hvis man får den rigtige medicin, som ikke påvirker én for meget. Vi skal være kristiske og kæmpe for vores sag. Den uhyggelige sandhed er, at vi ikke skal stole blindt på alle eksperter.