Springhofte operation afblæst

Lige nu føler jeg slet ikke, at jeg kan overskue noget som helst længere. De sidste par måneder er jeg blevet hold oppe med, at jeg formentlig snart ville blive smertefri og rask i mine hofter. Operationen d.13 december gik rigtig godt, og nu har jeg gået og håbet på, at den næste hofte ville blive lige så vellykket. Det er utrolig hårdt at gå rundt med konstante smerter og spring i hofterne, og jeg har altid været meget begrænset af det.

Jeg har altid haft problemer med mine hofter. Efter to fejlslåede operationer, fik jeg konstateret kroniske smerter. Jeg gik flere år forskellige steder i Danmark for at møde nye specialister, der måske kunne hjælpe. Desværre endte jeg på en smerteklinik, de mente, at jeg ikke kunne blive rask. Heldigvis tog mine forældre mig på privathospital, hvor man var enige om, at jeg alligevel kunne få udført endu to operationer, der formentlig ville gå godt. Jeg fik min operation d.13 december 2016, og den var vellykket.

Det er noget, som virkelig har været hårdt for mig hele mit liv, jeg har ikke kunnet det, jeg gerne ville. På tirsdag skulle jeg have været opereret i den anden hofte, og nu har Århus hospital aflyst. Det har virkelig gjort mig ked af det, og jeg kan ikke komme mig igen, fordi hvad skal der snart blive af mig? Jeg vil ikke sinkes mere på grund af de hofter. Nu halter jeg med min nyopererede hofte, fordi den anden springer, som den vil. Den her besked slog mig lige et skridt tilbage. Og min lyst til at kæmpe for noget som helst, den er der ikke lige nu. Jeg har ikke tid til at vente, jeg skal være student om lidt. Og derefter ville jeg så gerne uddanne mig som sygeplejerske. Hvorfor kan tingene ikke bare gå i orden, så jeg kan komme i gang med et nyt kapitel i mit liv? Hver eneste skoledag er en kamp, fordi jeg ikke har flere kræfter. Jeg vil bare være rask på alle områder, og det er jeg ikke.

Jeg er sikker på, at jeg får det bedre, når jeg ikke har konstante smerter, men det skal være nu, at der bliver gjort noget. Det har aldrig været muligt for mig at afslutte en skolegang godt og med et smil. Aldrig skulle jeg klædes ud i 9.klasse, på gymnasiet kunne jeg ikke være. Nu er jeg faktisk glad for der, hvor jeg er. Men jeg vil bare så gerne afslutte min HF med en fest og et smil som student sammen med mine medstuderende. Hvorfor skal jeg hele tiden ende et sted, hvor jeg skal hives op igen? Og hvordan genfinder man viljen til at kæmpe, hvis håbløsheden kommer igen og igen??

Operationen på tirsdag, har jeg forberedt mig på. Det er ikke nemt, at jeg skal gå sådan en i møde uden at vide med sikkerhed,om den anden hofte kan laves. Når jeg så endelig kommer så tæt på, så kommer jeg alligevel ikke i mål. Jeg føler jeg har gået og bearbejdet min nervøsitet for intet. Og nu ved jeg ikke, om jeg springer rundt til sommer, går med krykker eller endnu engang er begrænset af en hofte, der ikke er lavet. Jeg kan ikke glæde mig til noget, som ikke er i sigte. Undskyld det negative indlæg, men jeg er bare så ked af det.