De Smukke Piger

Det hele går stærkt

Tingene står sådan til, at jeg har haft en helt igennem fantastisk ferie. Der har været hele 3 fødselsdage og to shoppeture med den nyopererede hofte. Og det er gået godt uden alt for mange fysiske smerter. Min egen fødselsdag kom næsten bag på mig, jeg har ikke haft tid til at tænke på den. Men det var en rigtig god dag. Og på en eller anden måde følte jeg mig mere klar til at blive 19, end jeg gjorde, da jeg blev 18. Selvom jeg lige nu har haft et par hårde uger, så har jeg kun fået det bedre og bedre det sidste år. Der er også noget, jeg faktisk kan glæde mig til i fremtiden selvom, det nye stadig skræmmer mig lidt.

IMG_0286

Min blog omhandler min mobbehistorie og sygdomshistorie som følge af mobningen. Jeg fik anoreksi, da jeg ikke kunne klare strabadserne mere. I dag kæmper jeg stadig, men jeg er stort set kommet på benene igen.

Jeg har det godt, når jeg er sammen med min kæreste, der føler jeg mig tryg. Sammen med venner og veninder, glemmer jeg også lidt mine udfordringer. Men jeg er meget presset for tiden, og jeg føler mig til tider alene om det. Fordi det er svært at forklare, hvordan man har det, specielt når man egentlig ser frisk ud. Og jeg er glad, men jeg føler mig virkelig træt og brugt stadig. Det er lidt svært at få det hele til at hænge sammen, når jeg næsten ikke kan slæbe mig i skole om morgenen. Men jeg tænker på, at det her slet ikke er det værste, jeg har oplevet. Jeg har et håb om, at jeg har det godt, når jeg skal opereres i den næste hofte, fordi så kommer jeg mig lige så nemt som efter den anden, der blev lavet i december. Men det hele går jo stærkt, og nu kan jeg snart få en ende på min noget hårde skolegang. Jeg er glad for, at jeg har været i et godt miljø min sidste tid. For det er en god HF i Faaborg, det er bare mig, som ikke rigtig kan mere. Jeg har for mange dårlige oplevelser med skolemiljø, og det kan godt give mig mavepine endnu.IMG_0302

En læser sagde til mig, at jeg burde kontakte DR vedrørende deres program “De Smukke Piger”. Dette råd har jeg fulgt, men de har endnu ikke givet mig svar tilbage. Jeg håber på, at jeg kan gøre dem opmærksom på faren ved programmet. Når man kender konsekvensen af at være meget undervægtig, rammer det en, når det uopnåelige bliver fremstillet som smukt. Nok kan vi alle komme til at se så tynde ud, men vi vil ikke trives og have livskvaliteten med i løbet.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant eller undre dig over noget, så smid gerne en kommentar.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De Smukke Piger