Student med blandede følelser

Jeg burde nyde, at jeg snart er student. I stedet er mine følelser meget blandede. I forhold til at blive student, føler jeg mig meget alene om oplevelsen på nogle områder. Der er intet, jeg ville bytte det , som jeg har nu med. Alligevel er jeg lidt ked af det. Det er nok også fordi, at det er enden på en rigtig dårlig skolegang.

Jeg er blevet mobbet gennem mange år af min skoletid. Mobningen fulgte med, da jeg startede på Gymnasiet, og jeg måtte stoppe. Det at jeg startede på HF gjorde, at jeg fik det bedre.

Der er nemlig ikke mange af mine venner, som bliver student i år. Faktisk føler jeg mig lidt alene omkring det at skulle have hue på. Måske lyder jeg meget negativ omkring det hele, fordi jeg har så mange gode mennesker omkring mig i dag. Det ved jeg godt, og jeg har også lidt dårlig samvittighed over at være negativ. Sådan er det bare lige nu. Det at afslutte min Gymnasietid minder mig alt for meget om alle de gange, jeg har måtte sidde alene imens, at andre havde det sjovt. Sidste skoledag i 9.klasse, måtte jeg tage hjem uden at nogen overhovedet skænkede mig et blik. Der var jeg taget op på min nye skole selvom, jeg lige havde fået en af mine første operationer.

Jeg egner mig til store forsamlinger, hvor der er mennesker omkring mig hele tiden. Og det ville været så fedt for mig, hvis jeg kunne deltage ligeså meget i festlighederne som så mange andre gør om en måneds tid. Jeg kan se tiden an, som mine forældre siger. Desværre er der bare også en side af mig, der siger, at jeg ved hvordan, det er. Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at være med?