Gemte mig

Jeg ville ikke have, at Alex så mig, og jeg hilste ikke på ham, da han kom på skolen, jeg prøvede at undgå ham. Det var både for hans og min egen skyld, at jeg ville undgå ham. Jeg ønskede ikke, at han skulle spørge ind til mig. Alligevel skrev han til mig senere, jeg kan ikke huske hvornår, men formentlig aftenen efter hans besøg.

Han skrev, at han kunne se, at jeg var syg. Han ønskede, at jeg skulle spise og blive rask. Nogle af pigerne havde åbenbart også sagt til ham, at jeg ikke spiste noget i skolen. Jeg synes ikke, at de skulle blande sig, de kunne jo starte med, at snakke til mig i stedet for at bagtale mig til Alex. Dette holder jeg stadig fast i, de vidste godt, at de kørte mig psykisk ned. Alex troede selvfølgelig ikke på mig fordi, at han var gode venner med dem, som gik på Toftegaardsskolen, og havde ikke set, hvad der var foregået de sidste par måneder.

Jeg blev derfor lidt uvenner med ham over sms. Jeg prøvede at forsvare mig selv, men det virkede ikke. Jeg kunne ikke forstå, at han ikke troede på mig, vi havde haft så meget sammen. Selvom jeg havde slået op, kunne han godt være lidt fair. Derfor ville jeg ikke snakke med ham, lige da jeg kom til Fut. Det var første gang, hvor jeg græd foran folk på min alder til festen. Det var også første gang, at jeg græd over min situation overfor andre end min mor og far. Det var nok derfor, at der blev lagt så meget mærke til det, men jeg kunne bare ikke mere. Jeg ønskede ellers ikke, at de andre skulle se hvor ked af det, at de havde formået at gøre mig. Det blev bare for meget det hele.

Fortsættes…