Død eller lige ved det?

Du går rundt i din store frakke og dine tynde ben. Hvor blev den smukke pige af, som jeg beundrede som lille? Du har det ikke godt, det er tydeligt, og jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe. Levende eller død, du er begge dele lige nu. Fordi du er ikke dig selv, og du ved ikke hvem du er. Du kan ikke rumme virkeligheden i hovedet, og du går nærmest død rundt. Det du tænker nu er snart glemt, din hjerne kan ikke huske dine oplevelser i den tilstand. Tårer og smil du kan det hele lige nu, men inderst inde, er du knust og ødelagt. Måske ved du ikke hvorfor, måske ved du ikke, at du er på grænsen til livet? Jeg ved det ikke, jeg kan kun se på. Og jeg ser på dig med øjne, som kender din situation.

Fordi jeg stod der, men dengang kendte jeg måske ikke til alvoren. Jeg tror det ikke, men jeg husker som sagt ikke meget. Jeg gik rundt i tåger, men noget jeg husker var, jeg var bange. Jeg ville gerne væk, men alligevel frygtede jeg døden. Især om aftenen, hvor jeg skulle lukke mine øjne, og jeg mærkede min krops tilstand. Der fik jeg tiden til at tænke, og jeg kunne mærke, hvad der var sandheden. Dette øjeblik skulle jeg have fastholdt mig i og reddet mig selv. Heldigvis nåede jeg det alligevel. Men hvis du kender til denne følelse, er det en snert af fornuft, som er tilbage. En fornuft, du skal passe på, fordi den forbliver ikke. Jo mere syg man bliver, jo mere slår hjernen og selvkontrollen fra. Man bliver et produkt af anoreksien, og så er det kun farligere.

Men det her ved jeg, at du ikke kan forstå lige nu. Men du kan få det mindst 100 gange bedre end lige nu. Fordi en smule mad, det gør forskellen. Det gør en forskel, som jeg nu har anerkendt. Jeg vil holde fast, jeg har det bedre på en ikke livstruende vægt. Og selvtilliden og kontrollen kommer tilbage, når hjernen fungerer. Tænk på det selvom, det nok ikke er endnu du forstår det. Hvorfor være tynd, hvis du er ulykkelig. En mellemvej kunne være at være slank og lykkelig? Og det er ikke smukt at være udhungret. Det er smukt at være sund og glad. Selvom vi ikke snakker om det, er undervægt lige så slemt som overvægt. Jeg har haft anoreksi, og jeg har taget på igen. Jeg har aldrig været tilfreds med min krop, men det er jeg nu. Så det kan lade sig gøre efter en spiseforstyrrelse. Det vil du opdage.

Der er kun én, som kan rede dig. Der er kun én, som kan tage sig sammen. Og hvis du ikke kan gøre det for dig selv, så bliv rask for dine nærmeste. I sidste ende, vil du blive glad selv, det lover jeg dig. Kast dig ud i det, fordi dit liv er alligevel ikke værd at leve nu.

Jeg er blevet mobbet i mange af mine unge år. Jeg endte med at få anoreksi, og mit liv tog en drejning i året 2012. Jeg endte ensom uden at kende mig selv, derudover var jeg på grænsen af livet. Jeg havde altid været meget social med en masse venner omkring mig, men så blev mig og min familie udsat for mobning og chikane. Det har været en kamp at komme hertil og især fordi, at folk ikke ville lade mig være, selv da jeg blev syg. Men jeg er glad fordi, jeg overlevede.

Jeg har skrevet dette indlæg på baggrund af en pige. Jeg kender hende ikke, men jeg ved hvem, hun er. Jeg har set hende siden folkeskolen, og jeg ved hvor smuk hun har været. Men indlægget er ikke til hende. Det er til alle de syge af anoreksi, og jeg håber I vil lytte. Jeg var på grænsen til livet, det er jeg ikke mere. Jeg er ikke ekspert på sundhedsområdet, og de ved jo heller ikke altid, hvad dette virkelig handler om, jeg har selv snakket med sådan en bedreklog én. Men jeg ved, hvad det handler om, og jeg ville ønske, at jeg kunne vise jer mine indre kampe. Og ville jeg ønske, jeg kunne vise jer, hvad I får tilbage, når I har kæmpet. Det hele er kampen værd.