Skubbet ned af trappen på STX

Ikke lang tid efter juleferien valgte min gymnasielærer at kontakte mine forældre. Han havde aldrig set noget ligende den måde, jeg blev behandlet på. Det var ikke kun folk, der kendte mig. Jeg blev fravalgt, ignoreret og udelukket endnu en gang i en omgangskreds med voksne mennesker. Der var ingen interesse fra min side om at blande lærerne ind i det, men de opdagede selv, at noget var helt galt.

Jeg synes mit første halve år på Gymnasiet var godt. Der var mange, som havde noget imod mig, men jeg havde håb om at finde nye venner. Det var umuligt for mig at gå rundt uden at støde på ubehagelige mennesker, men jeg ville have lov til at have min uddannelse. Det bedste for mit sociale liv, havde nok været at vælge et Gymnasie længere væk. Jeg var bare ikke klar til det, det kunne ikke lade sig gøre. Jeg gik både på sygehuset med min spiseforstyrrelse og mine hofter. Fysisk var min krop ikke klar til lange dage med transport frem og tilbage. Jeg var meget svækket endnu, selvom jeg virkelig havde kommet mig i forhold til, da jeg stoppede i 9.klasse.

Jeg var aldrig kommet igennem min 1.g, hvis jeg ikke havde haft mine venner i fritiden. Selvom de ikke allesammen gik på Gymnasiet, holdt vi kontakten. Især folk fra 10.klasse lukkede mig ind i varmen. Ugen var lang, men jeg havde weekenden at se frem til. Og det var weekenderne i selskab med gode mennesker, som gjorde, at jeg gennemførte 1.g.

Da vores klasser på Gymnasiet skulle splittes efter det første halve år gik det galt. Heldigvis havde jeg en god veninde i klassen, men hun blev hurtigt valgt fra det sociale også. Jeg er rigtig ked af, at vi mistede kontakten. Hun skiftede skole. For mig var det okay, at jeg ikke havde en masse venner i klassen. Jeg var vant til at blive fravalgt, jeg ville bare gerne gøre skolen færdig. Men en ting er at blive fravalgt, folk behandlede mig ikke ordenligt. Man kan ikke koncentrere sig om en uddannelse, hvis man skal gå under dårlige sociale forhold.

Det kom ikke som et chok for mig, det blev værre og værre at møde op på skolen. Det var som om, at mine rygter spredes. Lærerne og rektoren kunne se, hvad der skete, det var tydeligt. Jeg gik til samtaler med min mor på kontoret i foråret for at finde en løsning. Det var mig selv, som ikke ønskede, at der skulle handles synligt. “Vi burde havde en professionel over på Gymnasiet, der kunne lære dem at opføre sig ordenligt, en slags støtte pædagog til de andre?” foreslog en af mine daværende lærere, det turde jeg ikke.

Lige inden sommerferien, valgte lærerne at råde mig til at flytte. Det var langt nemmere for dem end at få styr på mobberne. De dominerende piger fik lov til at sende mig ud af Gymnasiet.

Mit budskab her er alvoren i, at man ikke kan få lov at tage sin uddannelse. Jeg får nu min uddannelse på HF heldigvis, og jeg er meget glad herovre. Men det er skræmmende, at man skal opgive sin uddannelse pga chikane. Og vi er jo ikke længere børn, når vi går på en ungdomsuddannelse. Det er skræmmende, fordi det er voksne mennesker, som ikke har lært at behandle andre ordenligt. Og hvad nytter det at få offeret til at flytte, man risikerer, at der bliver fundet en ny syndebuk. Noget jeg ved er da, at det ikke er at bekæmpe mobning at sende offeret væk og glemme, hvad der er sket. Dette vidner om, at vi har et samfund, hvor det handler om, at det faglige er vigtigere en trivslen. Sådan er virkeligheden bare ikke, man kan ikke blive dygtig fagligt, hvis man ikke har det godt i sine omgivelser.