Folkeskolen hjemsøger

Jeg starede på Gymnasiet og håbede på, at det ville gå mig godt. Jeg har hørt meget godt om Gymnasiet, men jeg har også hørt skidt. Min erfaringer siger mig, at det gælder lidt om at have nogle gode kontakter imellem dem, som man starter med. Og hvis man ikke har det, skal man starte et sted, hvor man ikke kender nogle. Fordi hvis man ikke har det bedste forhold til personerne, man skal gå i skole med som udgangspunkt, er der stor risiko for, at Gymnasiet ikke vil være et hit. Fordi folkeskolens hieraki og grupper har en stor chance for at følge med, og her snakker jeg ikke kun om egne erfaringer, jeg har flere venner, som har oplevet det samme. To af dem går i min nuværende klasse, vi har alle 3 været på Gymnasiet i en tid og stoppet. Men Gymnasiet kan jo være godt, min kæreste nyder det. Du skal bare vide, hvordan du har det, med dem som starter. Men nok om Gymnasiet, jeg vil sige lidt om min HF. Jeg vil ikke udstille, Gymnasiet som noget dårligt, det er ikke hensigten. Jeg kender som sagt min kæreste, som nyder det sociale der.

Jeg er blevet mobbet gennem mange år, mobningen fulgte med mig efter folkeskolen. Jeg endte med at være så undervægtig, at det var livstruende med et BMI på under 15. I dag blogger jeg om mine oplevelser, for at bruge mine erfaringer til at hjælpe andre. Min blog omhandler mine oplevelser med mobning og min kamp imod spiseforstyrrelsen. Min situation blev helt klart forværret, fordi at folk var bange for de dominerende forældre og børn. Folk fulgte flokken, og jeg blev udelukket af det sociale. I min hverdag havde jeg ellers altid været omgivet af venner og veninder. Jeg mistede livslysten, som jeg i dag har genvundet. Der er dog stadig gode og dårlige dage, men dem har vi vel allesammen.

Selvom det ikke er alle, er der mange her, som har noget med i bagagen. Nogle af os har haft vores forhindringer i livet. Jeg går på HF i Faaborg, og vi er ikke ret mange, derfor lærer vi hinanden rigtig godt at kende. Vi har et helt utroligt sammenhold herovre, og alle er accepteret. Det lyder helt fantastisk, men vi har ikke noget, som hedder et hieraki imellem os. Vi er alle lige gode, og ingen står uden for, det er det miljø, jeg ikke turde drømme om. Da jeg startede var jeg så ødelagt, at jeg bare ville have fred til at færdiggøre min uddannelse. Venner og veninder ville være rart, men jeg havde ikke turde drømme om det.

Vores alder går fra 18 år og op her på skolen, men alderen tæller ikke. Vi er allesammen interesseret i at have et godt bånd til hinanden. Ingen bliver set ned på. Jeg er den yngste herovre, det har jeg ikke mærket. Men vi er et stort fællesskab, som står ved hinanden. Jeg har fået rigtig meget støtte af mine kamerater på afdelingen her i Faaborg. På intet tidspunkt, har jeg skulle være flov over at stå ved mig selv. Da jeg kom herovre forsvandt min offerolle, jeg fik magten over mig selv tilbage. Jeg fik lov til at være den jeg er. Det jeg vil sige er, at alle er accepteret på HF ihvertfald her i Faaborg. Og jeg har også hørt godt fra venner andre steder.

Vi havde et møde med en pige, som skulle vælge imellem HF og Gymnasiet. Hele klassen talte for at vælge HF. Uden problemer fortalte vi alle lidt om vores fortid, og hvorfor vi var endt her. Og uden afbrydelser blev der lyttet, snakket og grinet. Jeg valgte også at fortælle om min tid som mobbeoffer, og jeg var ikke engang bange for at blive dømt. Det var så nemt for mig at fortælle, fordi jeg var tryg. Og sådan er det at gå her, vi er allesammen trygge og glade, når vi møder om morgenen.

Min HF har altså givet mig livsglæden og lysten til at leve for alvor tilbage. Tryghed og gode bånd er meget vigtigt, når man skal tage en uddannelse. Man kan ikke tage en uddannelse i et miljø, hvor man ikke trives. Vi kan som kamarater motivere hinanden, fordi der er altid hjælp, trøst eller bare sjov at hente. Det har ikke kun betydet meget for mig, at jeg ikke længere er på grådens rand, når jeg tager i skole. Mine forældre er også rigtig glade for at få deres datter tilbage.