En glemt tid

Jeg står op tideligt, efter at jeg har ligget og tænkt. Jeg har kun sovet to timer, men det går nok, ?man skal jo nyde sin ungdom? tænker jeg. Det tror jeg også, at mine forældre synes at jeg gør i højeste grad den dag i dag?I går var jeg til fest med min bedste veninde, hun hedder Sara, og hun sover stadig.

Hun skal på arbejde kl.9, så jeg vækker hende. Det er rart at være sammen med hende, jeg kan bare være mig selv i hendes selskab. Normalt er jeg blevet for gammel til at sætte mine veninder i rækkefølge, men Sara er noget specielt. Vi kan også lave alt sammen, det er faktisk helt underligt. Vi elsker at feste sammen, og vi kan næsten lave en fest alene, bare vi har hinanden. I går gik vi næsten hele Faaborg rundt med vores gamle venner og en indkøbskurv. Vi snakker om festen imens hun pakker sine ting, da hun vågner. Efter hun er kørt, sover min far, mor og lillebror Magnus stadig. Jeg sidder på min seng og tænker videre. Sara er som en søster for mig. Inde i mig sidder stadig angsten for at miste hende, hun betyder virkelig meget. Selvom jeg stoler på mine venner og veninder, vil angsten for at miste dem stadig sidde i mig, fordi jeg ville ikke kunne klare det. De venner og veninder jeg har i dag, er slet ikke de samme, som året før 8.klasse. Jeg har et par stykker fra den tid, men det er ikke ret mange længere. Jeg har heldigvis i dag fået en masse nye venner. For ikke lang tid siden, så det ikke ud som om, at jeg ville få så tætte venner igen så hurtigt. På mit skab ligger en bunke af dagbøger. Jeg har altid elsket at skrive, og det har sommetider været en trøst for mig i de svære tider. Jeg har aldrig læst mine egne dagbøger. Tanken slår mig, at min glemte tid sikkert er skrevet ned og dermed beskrevet der. Jeg ved ikke, om jeg skal begynde at læse det eller lade være. Det ender med, at jeg tager min dagbog fra 7.klasse, der er en masse gode minder. Så kommer jeg til sommerferien før 8.klasse.