De sidste spalter ryger

Jeg stryger hænderne gennem mit tykke mørke hår, pludselig kan de ikke længere glide igennem håret, de sidder fast. Spidserne er kludret og umulige at rede ud. Hvis jeg redder i dem drysser de ned på gulvet. Det er bare ikke et dårligt tegn, fordi vi snakker om de sidste 10 cm, som vidner om en tid, hvor det ikke kun var mit lange hår, som mistede gnisten. Med den faldende vægten forsvandt håret. Det lå i totter på hovedpuden, når jeg vågnede om morgenen. Det sad ned ad ryggen på min trøje om dagen. Nu er det kommet sig, jeg har fået mit lange tykke hår igen sammen med lysten til livet. De sidste spaltede spidser klippede min mor af til morgen, den sidste synlige rest af mit helvede. Det kan godt være, at jeg har bekymringer og dårlige dage, men jeg har aldrig haft det bedre. Jeg kommer i radioen i denne uge, men tidspunktet er ukendt. Jeg står igen frem med min historie, dog er det kort. Jeg hader at høre mig selv, så jeg behøver ikke sætte mig ind i, hvornår det er. Nu ved I bare, at det er mig, hvis I hører om en Christine Levin.

Jeg er blevet mobbet gennem flere år, og jeg har oplevet at mobningen fulgte med. Mobningen tog min lyst til livet, og jeg endte på en livstruende vægt. Jeg blogger om mine oplevelser og min nuværende hverdag. Mobning kan ikke bekæmpes i stilhed, men bloggen har endt med at give mig et indblik i, hvorfor folk ikke tør udtale sig. Min mobning havde ikke udviklet sig, hvis forældrene til de andre elever havde grebet ind. Desværre har jeg erfaret, at man ikke tænker udover ens egne børns ve og vel. Der er bare lige det, at man kan aldrig vide, om man selv eller ens børn ender som offer.

I går aftes kom jeg hjem fra vores årlige miniferie til København. Det var en rigtig god tur, det var godt at komme hjemmefra lidt. Den første dag nåede vi både Tøjhusmuseet, shopping og Tivoli om aftenen. Jeg gad ikke rigtig museet, men det endte med at være okay. Den er ret fantastisk udstillingen med de udsendtes liv i Afganistan. Der stod på et skilt, at de advarede tideligere udsendte mod at gå igennem udstillingen, det  kan jeg godt forstå. Du kom fra et normalt drengeværelse, til flyveren og så til lejeren for de udsendte i Afganistan. Lyset skiftede mellem nat og dag, man følte virkelig, hvordan der så ud.

Det var utrolig smukt i Tivoli endnu engang, det er bare noget andet at besøge Tivoli ved højtiderne. Shoppingen tog over, men jeg synes da selv pengene er brugt fornuftig eller noget?… Det bedste ved turen var, at jeg havde noget at komme hjem til. Jeg gad ikke hjem tvært imod, men jeg havde det godt efter turen. Det er rart ikke at være på grådens rand, når jeg vender mod Faaborg. Nok er der stadig ikke så mange venner og så meget fest i gaden for mig, men der er noget. Jeg kom hjem til Putte, kæresten, familien og endda et par venner. Det er altså noget helt andet, end det før har været. Fordi det er mere end en gang, hvor jeg har følt, at jeg er kommet hjem til intet. Men nu er der faktisk noget, og der er endda meget. Man ved altså ikke, hvad livet kan byde på. Derfor skal man ikke give op selvom, det ser meget sort ud.