Hold nu fucking kæft!

Nu vælger jeg at dele min kommentar på mit sidste indlæg. Fordi man kan faktisk godt bruge dårlige henvendelser til noget. Selvom det virker som ligegyldige henvendelser, er der altid noget i det, som der står. Jeg synes, det er værd at kommentere på dette i et indlæg og ikke bare i en kommentar. Også for at vise, hvor hårdt det er at få sådan en besked, når man har kæmpet sig frem til at snakke om sine oplevelser. Fordi det er ikke nemt, når der er så mange følelser indblandet. Denne kommentar fik jeg efter mit sidste indlæg:

“Hold nu fucking kæft hvor er det latterligt at læse, ALT du skriver er noget pis og papir, intet af lortet passer.”

Og lige idet man læser det, så bliver man vel lidt berørt. Det kan jeg ikke undgå, selvom det ikke er første gang, jeg får sådan en henvendelse. Ber jeg om det? nej ikke direkte, fordi det er ikke der, jeg vil hen. Kan jeg undgå det, når jeg udtaler mig? nej det kan jeg ikke.  Men jeg bliver gang på gang overrasket, når jeg modtager sådan en dum kommentar, fordi hvad får folk ud af det? Hvis de tror, jeg holder min kæft, så kan jeg love dem, at det gør jeg ikke. Det kommer der ikke noget ud af, og jeg har besluttet, hvem jeg vil være. Det har personen, som vælger at skrive dette ikke.

Det kunne nemt være en simpel medløber, derfor spurgte jeg personen, om han eller hun vidste, hvad de talte om, det svarede personen ikke på. Og personen vidste det nok ikke, fordi det er ikke engang er alle der ved, hvorfor, jeg er dum. Og det skal et mobbeoffer huske på, det er ikke engang sikkert, at folk har en grund til at mobbe eller hade dig. Og hvis min historie var pis og papir, så var jeg en god digter! Og det ved dem, som har prøvet at være syge eller er blevet mobbet ihvertfald. Fordi de situationer jeg beskriver, de kan ikke opdigtes, man skal vide noget om dem og følelsen, man har i dem. Enhver idiot kan jo sige sig selv, at det ikke er pis og papir at være ved at dø af en spiseforstyrrelse. Og hvordan bliver en glad pige pludselig så syg af ingenting? Det gør hun ikke.

Det undrer mig meget, at folk vælger at blive så sure på min blog. Hvad er der er at hidse sig op over, hvis man ikke har været med til at mobbe mig? Hvis man slet ikke kender til historien, så burde man vel læse med som en almindelig uinformeret læser? Der skal en bagtanke til for, at man kan benægte min historie, der er en form for uenighed. Men helt ærligt, tror folk, det er sådan en fortid her, jeg ville have siddende på mig, hvis jeg selv måtte bestemme? Hvis jeg kunne det, så ville jeg bestemme, at jeg aldrig var blevet mobbet. Jeg ville ønske, jeg havde haft en masse gamle veninder og en normal skolegang.

Det er et tabu at blive mobbet, og det er et tabu at være spiseforstyrret. Det er noget man helst ikke vil snakke om. Men jeg vil faktisk gerne videre, og jeg vil gerne genvinde kontrollen over mig selv. Og det gør jeg først og fremmest ved at stå frem, som jeg er. Og mine oplevelser er blevet en del af mig. Så her er jeg.

Og hvad fanden er det her for en lille mærkelig kreds, der er i Faaborg? Hvorfor er man så bange for voksne, som tror de kan styre det hele? Så længe man er bange, så er man under kontrol. Jeg forstår ikke, at man er efter mig længere? Hvad fanden har jeg gjort? Hvis man vil hade mig, så er det jo det. Men jeg ville sætte stor pris på, at folk lærte mig at kende først.

Som konklusion må jeg sige, at et mobbeoffer ikke skal tie. Det hjælper ikke noget, måske får man mindre ballade? Men mobningen kommer og den går ikke af sig selv.

Til sidst vil jeg sige, at en grim kommentar skal jeg kunne tage imod, og det gør jeg også. I er velkomne til at skrive jeres mening, men så må jeg også svare. I skal vide, at jeg jo er en person, I skriver til, ikke bare til en fiktiv profil. Og jeg ville sætte pris på, at man ihvertfald sendte noget sagligt, hvis jeg skulle kunne tage det seriøst.