Ensomheden og mine grænser brydes

Så er det tid til en lille update fra mig igen! De sidste par uger er fløjet af sted, det er nok fordi, at jeg har så meget at tage mig til. Humøret er godt, og jeg har fundet mine måder at holde modet oppe til alle mine udfordringer. Jeg har virkelig savnet noget selskab i hverdagen. Jeg er hammer glad for kæresten, men han kan jo ikke altid være hos mig. Jeg har fået en del hultimer i år, og jeg bruger dem på at besøge et ægtepar nær mit hus. Nok er de ældre end mig, men jeg nyder virkelig at komme der. Og det gør Putte også, fordi der har hun sine to legekammerater. Jeg har følt mig utrolig ensom, så det hjælper mig at komme ud. Jeg har ikke mange, som jeg ses med på min egen alder længere. Fester og alt hvad jeg burde være med til i min alder, det er ikke det, som jeg gør allermest. Der er nogle konsekvenser ved, at jeg lever i en så lille by.

Jeg er blevet mobbet gennem mange år, og jeg udviklede anoreksi. Jeg blogger i dag for at hjælpe andre. Bloggen handler om min hverdag og mine erfaringer. Hvis jeg kan hjælpe andre, har mit helvede ikke været helt spildt.

Jeg var på sygehuset i torsdags, og jeg fik snakket med en sygeplejerske. Hun mente at jeg skulle være meget vaks på mig selv på bloggen, og føle efter om det blev for meget for mig. Fordi som jeg sagde til hende, havde jeg mange ting i min hverdag for tiden. Der er bare lige det, at bloggen er kommet til at betyde noget. Jeg har brug for at fortsætte, jeg har tabt mit hjerte til dem, som har skrevet og sagt så meget positivt til mig, siden jeg begyndte. Fordi jeg har i mange år kun mødt modgang i form af undertrykkelse fra andre unge, jeg føler selv, at jeg nu har rejst mig. Bloggen har uden, at det var hensigten, givet mig selv kontrollen over mit liv tilbage. Det er første gang, hvor jeg har valgt at åbne op og fortælle lidt mere end bare at nikke og sige ja på afdelingen. Jeg tror ikke hun kunne forstå, at jeg turde fortælle om mine følelser.  Men det er sværere at snakke om mine oplevelser, end jeg troede. Det er tusind gange nemmere at skrive om det her emne end at sidde og snakke ansigt til ansigt. Men det er skrøbeligt, og sygeplejersken havde ret, fordi det gør ondt, når man bliver svinet til for at skrive om de her oplevelser.

Jeg har for noget tid siden været inde og indspille noget i radion i Faaborg. Her fik jeg lov at fortælle lidt om det at være mobbeoffer og drive en blog. Det var grænseoverskridende, da jeg ikke har prøvet at udtale mig offentligt før, men det var samtidig en god oplevelse. Journalisten sørgede for, at jeg følte mig tryg. Det er endnu et skridt på vej i den rigtige retning for mig. Jeg var meget nervøs for at sige noget forkert, da jeg var til optagelsen, fordi jeg har fået så mange huk. Jeg har længe oplevet, at folk bruger så meget imod mig, at de kan. Derfor har jeg været bange for både at udtale mig mundtligt og på skrift. Alligevel valgte jeg ikke at høre optagelsen igennem, før det blev sendt ud. Jeg kan ikke lide at høre mig selv, og jeg vidste, at jeg kunne stå inde for mine udtalelser. Og om jeg har bævrende stemme eller ej, det ved jeg ikke. Hvis jeg har, var det på grund af oplevelsen af at tænke ubehagelighederne igennem. Men det gjorde utroligt meget for mig, at jeg følte mig tryg ved ham, som interviewede mig. Jeg var ikke et objekt men et menneske, da jeg stod i studiet.

Jeg drager i dag til København med min far for endnu en gang at opleve Justin Bieber live. Det er stort for mig, for jeg er kæmpe Bieber fan!.. Det bliver rart at komme lidt væk og glemme Faaborg. Jeg skal bare ud at have en kæmpe oplevelse, og jeg glæder mig helt sindsygt. Jeg håber I allesammen har nydt weekenden indtil videre.