Det er mig, der skrives om KIG!

Min sidste uge er gået stærkt, weekenden skulle bare overstås.  Jeg følte ikke rigtig for et laboratorie kursus i kemi fra lørdag-søndag! Men det gik jo som det skulle, selvom jeg havde mange smerter. Jeg venter på den første hofteoperation d.13 december. Resten af ugen har været god, den sidste måned er mit humør for alvor kommet igen efter en lang sej kamp igennem de seneste år. Jeg troede aldrig, at jeg ville blive glad igen, men det er jeg nu. Det gør helt klart min hverdag nemmere, at mit humør er kommet igen. Modet på livet, det er her også, jeg har fået mine drømme igen. Det at turde springe ud i livet, det har været svært for mig indtil nu. Det har været nemt at mærke, at mit liv på en måde gik i stå et par år. Jeg følte, at jeg var smidt ind i voksenverdenen, da jeg var ved at blive rask efter den meget lave vægt. Så mit liv har altså ændret sig rigtig meget i en positiv retning den sidste tid. Med det gode humør og det ekstra overskud, tager jeg ikke den svingende vægt så tungt. For ikke ret lang tid siden havde 100g ekstra på vægten været det rene mareridt. Nu tænker jeg ikke videre over det på samme måde efter, at jeg er stået af vægten. Så min lange kamp giver mere og mere mening for hver dag, der går.

Jeg er blevet mobbet gennem mange år, jeg udviklede anoreksi pga mobningen. På et tidpunkt lå jeg på grænsen mellem liv og død, jeg ønskede ikke at blive rask. Nu går jeg på HF har drømme, kæreste, familie, hund og venner. Uden alle de gode mennesker, havde jeg aldrig fået lysten til livet tilbage. I at blogger jeg for at hjælpe andre med mine erfaringer. Jeg fortæller også om min nuværende hverdag og kampen tilbage til livet. 

I sidste weekend havde jeg årsdag med min kæreste, det var en fantastisk dag. Og jeg var så heldig at få den smukkeste ring. Han får helt klart også smilet frem på mine læber. Det er rart igen at have en, man kan stole 100% på. Jeg føler mig ikke alene med ham.

Jeg havde besøg af en gammel veninde i sidste uge. Hun havde ikke de bedste nyheder om, hvordan folk omtaler mig i hendes omgangskreds. Hvis de virkelig går og fortsætter løgnene lavet af forældreparret, som var efter mig og min familie, så sidder de jo i hak. Det er simpelthen for dumt, jeg ville ønske jeg kunne stoppe det selvfølgelig. Men det er egentlig ikke noget, jeg gider gå op i. Hvis folk enten er bange eller så dumme, at de vil tro på alt, så må de selv om det. Jeg forstår i øvrigt ikke hvorfor, at det skal blive ved med at gå ud over mig, hvad de siger om min familie. Folk som kender os, ved jo godt, at det er opspind. Hvis de håber på, at jeg stopper bloggen, gør jeg det ikke. Jeg er kommet videre, og jeg skriver om mine oplevelser, det er min beslutning. Min veninde nævnte for mig, at folk ved hvilke personer jeg skriver om, det kan jeg ikke forstå. Det er ikke med henblik på hævn, at jeg skriver. Jeg kunne sagtens gøre det, men det tjener jo ikke nogen godt, heller ikke mig selv. Den eneste grund til, at folk fra min lille by ved, hvem jeg skriver om, er fordi, at flere har valgt at tilkendegive sig. Det er ikke mit valg. Jeg kan kun grine lidt over, de voksne mennesker, som hidser sig op over bloggen. Det viser mig bare, at der er noget om det, jeg skriver. Det er åbentbart ikke alle, som er lige kloge, men det er jo moderne at være dum.

Tilsidst vil jeg gerne nævne mine to dejlige kaniner, som jeg nu har mistet. De døde begge af alderdom med et lille mellemrum imellem. Den sidste døde i sidste uge. Efter næsten 8 år med dem begge, var det hårdt.