Stress og udbrændthed

Jeg skal være positiv, men jeg er også et menneske. Der sidder nogle derude, som konstant venter på at jeg træder forkert, så det gør jeg ikke, vil jeg understrege. Det er ikke sådan, at jeg har givet op. Lige nu har jeg det bare ikke super godt, og det må jeg anerkende. Mine operationer er gået godt, der er ikke problemer med min skole. Men jeg er stresset og udbrændt, så meget at jeg føler mig syg. I dag er jeg svimmel, har kvalme, og jeg er mega ked af det. Siden i går, har jeg bare haft lyst til at græde, men det gør jeg ikke. Lysten til at andre skal have ondt af mig, den er der ikke. Jeg vil hellere gemme mig væk end vise andre, at jeg er nede. Derfor er dette indlæg også svært at lægge ud.

Jeg er blevet mobbet gennem mange år af min skolegang. Det medførte, at jeg fik en spiseforstyrrelse og endte på en livstruende vægt. Det var svært at bo i en lille by, da mig og min familie endte med at blive udsat for chikane. Et forældrepar valgte at deltage direkte i mobningen. Det har været en lang kamp for mig siden 2012, men i dag har jeg det godt. Til tider kan det hele stadig virke uoverkommeligt. Følg min vej tilbage til livet.

Jeg var på sygehuset i går, og der græd jeg mod min vilje. Det er svært at fortælle om det her, men det føler jeg er en del af min kamp. Egentlig følte jeg, at jeg havde det godt, men det var ikke helt sådan. Da sygeplejersken spurgte mig hvordan jeg havde det, der brød jeg sammen, selvom jeg virkelig prøvede at holde gråden inde. Når jeg får mange ting om ørene, så trykker fortiden mig, og den kan hurtigt hyle mig ud af den. Men denne her følelse, som jeg har nu, den er jeg ikke sikker på, at jeg kender. Jeg ved faktisk ikke selv, hvor jeg står henne, og hvad jeg kan klare nu. Og hvor meget kan jeg så tåle at presse mig selv? Bare der var nogle, der kunne fortælle mig det.

Efter den her dag, hvor jeg næsten ikke har kunnet holde mig oppe i skolen tror jeg, at jeg skal give mig selv en pause, jeg føler nemlig ikke, at jeg kan mere. Men hvor går grænsen, hvis jeg skal passe min skole? Jeg skal opereres igen, hvad med mit fravær? Det stresser mig også, kan jeg overhovedet følge med med i alt det her, jeg går med? Skal mine ellers gode karakterer slå fejl her i sidste ende? Det ville jeg ønske, jeg kunne sige nej til, men det kan jeg ikke love mig selv. Fordi man kan ikke præstere sit bedste, når man ikke har det godt. Jeg kunne tage et år mere, men nej skolemiljøet gør mig ikke mindre stresset. Mobningen har gjort skolen til et sted, hvor min krop ikke føler sig tilpas, jeg skal videre i systemet til noget, jeg kan lide at lave. Og den lyst til at komme videre, den vil jeg ikke dræbe. Men hvordan bibeholder jeg den lille gnist, jeg har endnu?

Jeg føler mig ikke klar til at kæmpe videre lige nu, men det skal jeg. Og det er svært at lette min situation, fordi man kan ikke bare vælge skoledagen fra selvom, det nok ville stresse mig en del mindre. Min krop er bare så træt efter alt det, jeg har gennemgået, og den hungrer efter at ligge hjemme og blive klar til at komme videre. Men jeg skal klare den sidste skoletid, og det virker uoverskueligt. Nu skal jeg skrive min store opgave i næste uge, og det giver mig noget tid hjemme. Jeg tager ugen, som den kommer, og så håber jeg at den kan sænke mit stress niveau.

Men det er svært at finde forståelse fra andre mennesker i denne  situation. Fordi hvis man ikke selv har stået her, så kan man ikke mærke min følelse. Jeg ser ikke syg ud, og jeg kan sagtens skjule hvordan, at jeg har det. Virkeligheden er bare, at jeg er udbrændt. Men jeg må huske på, at jeg har mine grunde til det.