Z-plastik virkning

I går var jeg i Århus til tjek med min hofte. Det er gået rigtig godt indtil nu, og jeg kan næsten gå. Det mest fantastiske er, at min lavede hofte ikke er sprunget, og den gør ikke ondt. Jeg kan køre i bil uden den voldsomme konstante smerte, det er ellers der, den plejer at være værst. Derfor havde jeg virkelig håbet på, at de ville tage den næste hofte hurtigst muligt, så jeg kunne blive smertefri i den også. Og heldet var med mig! De vil operere den næste d.14 marts. Heldigvis lige 10 dage inden, at min far rejser til Brasilien. Det bedste er, at jeg ikke er bange, jeg glæder mig. Og så håber jeg på, at det er lige så nemt at lave den anden. Det vigtigste er, at jeg tror på det.

Men av av den kontrol gjorde ondt. De er ikke så milde, som de er søde de kirurger, de river altid i én, men det skal de jo. Og jeg er efterhånden vant til det. Han var ellers bare så super sød og dygtig ham, som har opereret og undersøgt. Det var en lettelse at gå ud derfra og vide, at han tør tage den anden hofte så hurtigt, fordi det ser godt ud.

Jeg er i gang med to gange z-plastik for mine ydre springhofter. Efter to mislykkede operationer på OUH troede man, at jeg havde fået kroniske smerter. Heldigvis havde kirurgen bare ikke udført indgrebet men kun åbnet mig i hoften. Nu ser det ud til, at kirurgen Martin på Århus hospital gør mig smertefri.

Jeg var også på sygehuset vedrørende mit andet forløb efter min lave vægt. De holder øje med mig med en lægetid hvert halve år. Og ja vægten er faldet lidt, men det handler ikke om over 2 kg, og jeg er nyopereret! Så det er der jo en grund til, og de forstod det, efter jeg havde sagt det nogle gange. Det er faren ved at gå derude, de bliver ved med at holde én fast som om, at man stadig har en eller anden tanke om at få tilbagefald. Jeg har brug for støtten og jeg har brug for at afstresse. Det kan de hjælpe mig med ved at sige, at de forstår… Men nej de kan ikke hjælpe med at køre i småting, som ingen betydning har.

Jeg blev mobbet og det gjorde, at jeg endte på en livstruende vægt. I dag har jeg det bedre, men jeg kæmper stadig. Nogle gange tager følelserne over.

Ellers var hun meget sød hende, jeg var hos. Nok fik jeg ikke sagt nok om, hvordan jeg har det, men det er jeg ikke god til. Det er først, når jeg ikke kan holde gråden i mig, jeg viser hvordan, min virkelighed er. Men jeg har det bedre i dag, fordi jeg har fået snakket med min studievejleder, og han forstår min situation. Bekymringerne om fravær lovede han, at jeg kunne ligge på hylden, og det har jeg gjort nu. Så skal der bare skrives SSO hele næste uge. Desværre fik jeg ikke udtrykt alle mine følelser hos ham, jeg sad som en lukket bog. Jeg orkede ikke bryde sammen derinde, men nu føler jeg mig faktisk allerede lidt bedre igen.