Ikke jeres offer

Efter en del diskussion over min indlæg i går, vil jeg gerne fortælle lidt om mig selv. Det hele skete, da jeg delte mit sidste indlæg på Facebook. Jeg er nemlig blevet voksen, og jeg er ikke længere den lille ødelagte pige. Ja jeg har været spiseforstyrret, og ja jeg er blevet mobbet. Og som jeg så fint endnu engang blev mindet om, mistede jeg mine venner dengang.

Men når jeg bliver kimet ned af ubehag, glemmer dem der hater på mig noget. Det er nemlig en anden person, de skriver til i dag end hende, de engang udelukkede fra fællesskabet.

Jeg har venner, familie og en kæreste. Det er allesammen nogle fantastiske mennesker, og jeg ville ikke bytte dem til noget andet. Jeg ville hellere ikke bytte mit liv til noget andet.  Jeg er bevidst om, hvem jeg selv er, og hvor jeg vil hen i livet. Jeg er ikke usikker på mig selv, og jeg kan sagtens tage negative kommentarer og kritik. Fordi jeg er blevet langt stærkere af mine oplevelser. Dem som har chikaneret mig er ikke en del af min omgangskreds, og det er mange år siden, de har snakket med mig ansigt til ansigt.

Det der gør mig sur er, når jeg for nedladende personlige kommentarer og beskeder. Dem der skriver er enten medløbere, eller også har de mobbet mig og ikke snakket med mig de sidste 5 år. Det er ikke engang altid, jeg kender den enkelte medløber. Derfor er der ingen af dem, der henvender sig personligt, som kender mig.

I dag tager jeg ikke diskussionen op for mig selv men for alle de ofre, som ikke kan råbe højt. Jeg kan godt forstå, at folk ikke fortæller deres mobbehistorier åbent.  Dem der benægter min historie, de skal have lov til det. Jeg ved de føler sig tuffen, når de angriber mig på tekst. Hvis de ikke kendte til historien, burde de ikke henvende sig til mig personligt vedrørende min gamle sag.

Tak til alle de søde henvendelser jeg modtog i går aftes, det betyder rigtig meget for mig!