Alt for tynd

Da jeg så min morfar ligge der på sygehuset, var jeg helt tom inden i. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, og jeg ønskede kun at være hos ham så meget som muligt. Med det fik jeg reddet mig nogle fridage, som jeg ikke var ked af. Mor fik meget at tænke på, hun havde også stadig mig at tage sig af.  Der var ingen andre end hende, som kunne. Far kunne i mine øjne hjælpe mig med skoleproblemerne, men jeg ville ikke have flere til at blande sig i min mad. Jeg syntes i forvejen ikke, at min mor skulle. Det var også blevet en slags pigeting i mine øjne.

2017; hvor jeg nu er nået langt længere, end jeg troede

20/1 ? 2013

Kære dagbog

Jeg vejer 37 endnu, og vil helst ikke tage på og så alligevel gerne. Jeg er bange for at blive rund i det igen. Jeg har fået at vide, at jeg bliver gladere af at tage på også. De andre piger snakker om, at jeg er tynd. Line siger, at jeg har en spiseforstyrrelse. Det er virkelig  ikke særlig fedt, når de andre er der. Det har jeg heller ikke.

Jeg hadede, når folk konfronterede mig med, at jeg var blevet tynd, jeg vidste det inderst inde godt. Ordet spiseforstyrrelse gjorde rigtig ondt hver gang, at jeg hørte det. Det var pludselig blevet et stort tabu for mig. Min mor nævnte det, hvis vi skændes somme tider. Ikke nok med at mine forældre og læge skulle sige det, nu skulle jeg også høre det fra klassekammeraterne. Jeg vidste godt jeg var for tynd på dette tidspunkt, og jeg ville for alt i verden gerne se pæn ud igen, jeg kunne bare ikke handle når, at jeg skulle. I skolen, følte jeg mig flov over mit udseende, jeg følte mig meget meget lille og skrøbelig.

Fortsættes…