Ikke sindsyg, ked af det

24/4 ? 2013

Kære dagbog

I går var jeg på sygehuset med mor. Vi var i cafeen, før vi gik over på den afdeling, vi skulle være på. Vi skulle snakke med 2 damer og en mand, som var læge. Jeg blev ret nervøs allerede, da jeg så, at der var flere en 1. Jeg startede med at sige, jeg ikke gad være der eller snakke med nogle af dem. Jeg sagde til dem, at de ikke skulle tro, at jeg var sindssyg, og de måtte snakke med min mor. De tror jo, at jeg er sindssyg og ikke kan tænke selv. De læste noget op, som min læge har skrevet om mig og familien. Der stod, at det havde været særlig svært i vinterferien med mig for familien. Det var ting mor og far havde sagt, som de læste op. Jeg blev ked af det, og følte mig meget til besvær. Der stod noget som, at jeg påvirkede familien meget i en dårlig retning. Jeg sagde til damerne, at de var mega irriterende, og at jeg ikke gad dem. Så spurgte den ene mig hvorfor, og hvad hun kunne gøre bedre. Jeg svarede ? Det bliver nok svært at gøre noget bedre, fordi du er så generelt irriterende, at der ikke kan gøres noget?. Der var en læge der hed Thomas, men han var nu meget sød. På et tidspunkt skulle mig og mor med ham uden damerne. På vej hen til rummet, hvor han skulle kigge på mig, var jeg lige ved at græde. Det var virkelig hårdt, og mor tog mig i hånden. Jeg blev vejet og lyttet på, han trykkede også på min mave. Han ville gerne tage blodprøver, for at se om min krop havde taget skade.