Tydlige spor

Den aften husker vi alle fire tydeligt herhjemme. Jeg kunne ikke mere og mine forældre kunne heller ikke mere. Vi bad om hjælp, og ingen kom og hjalp os. Fra den dag af stoppede diverse voksne mennesker og unge med at hilse på os i byen. Selv mine forældres gamle bekendte ville ikke hilse eller snakke med dem. Noget af det jeg havde mærket på egen krop, fik de også at mærke. Nu forstod de hvordan, at jeg havde haft det gennem hele året. De var meget kede af, at de ikke havde vidst det før, men de kunne jo ikke gøre for det.

Jeg vidste jo heller ikke, at der både havde stået endnu flere bag mobningen inklusiv forældre. Pludselig kunne de lægge det hele sammen og forstå, at jeg var blevet syg og et helt andet menneske. Vi havde før hørt fra flere, at man ikke skulle blive uvenner med Erna og Knud, men det her var jo sindssygt.  Aldrig havde vi forestillet os, at nogle kunne opføre sig sådan. Vi havde aldrig gjort de mennesker noget, de havde intet at være sure over. Louises mor havde blandt andet haft problemer med dem i forhold til Louise og Freja, som nu var rigtig gode veninder. Mia  havde derefter sagt, at hun aldrig ville skændes med dem igen. Jeg vidste, at Louise stadig hadede Sofia, men det kunne man ikke se udadtil. Freja og Sofia skulle bare vide hvad Louises mor syntes om dem og deres familie, og hvad Louise syntes om Sofia. Hun kunne nemlig ikke døje hende. Jeg græd hele aftenen, og vi følte os virkelig truet. Jeg sad på gulvet og ville bare have det hele til at stoppe imens, mor snakkede med Erna, som råbte og skreg.

Fortsættes…